SAMFUND

Aldrig værre: 8 ud af 10 børn ikke udredt til tiden i psykiatrien

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at 81 procent af børn og unge ikke blev udredt inden for de lovbestemte 30 dage i andet kvartal af 2024. Dette svarer til 4.700 børn og unge

I første halvår af 2024 ventede 4.700 børn og unge længere end de 30 dage, der er fastsat ved lov for udredning i psykiatrien. Antallet svarer til mere end 220 folkeskoleklasser.

Udviklingen har været stigende over flere år. I første kvartal af 2024 blev udredningsretten ikke overholdt i 69 procent af tilfældene, hvilket svarer til næsten 7 ud af 10 børn. I andet kvartal er tallet steget til 81 procent på landsplan. I Region Hovedstaden og Region Midtjylland er tallene henholdsvis 88 procent og 89 procent.

På landsplan bliver 81 procent af de børn og unge, der venter på udredning i psykiatrien, ikke udredt inden for de 30 dage, de har ret til. Kilde: Sundhedsdatastyrelsen / Psykiatrifonden

Direktør for Psykiatrifonden, Marianne Skjold, udtaler, at situationen er alvorlig for de berørte børn og unge. Hun opfordrer regeringen til at handle og peger på, at en bedre udnyttelse af den private kapacitet kan være en del af løsningen.

“Psykiatrifonden har tidligere præsenteret sundhedsminister Sophie Løhde (V) for en plan, der skal sikre rettidig behandling af børn og unge. I lyset af den aktuelle udvikling håber vi, at ministeren vil genoverveje planen,” siger Marianne Skjold.

Ifølge de nye tal skyldes forsinkelserne i udredningen i 90 procent af tilfældene manglende kapacitet.