
Æret være hans minde – Henning Due Lorenzen er død – kort tid efter sin 75-års fødselsdag
Nekrolog: Henning Due Lorentzen (1950-2025)
Det er med stor trished, at vi på redaktionen hos DanmarkC TV har modtaget beskeden om, at Henning Due Lorentzen er gået bort torsdag den 17. april 2025, efter længere tids sygdom. Henning blev 75 år.
Henning Due Lorentzen var en mand, der satte sine tydelige aftryk både som politimand og som lokalpolitiker for Socialdemokratiet i Fredericia. Med en dyb respekt for mennesker og et stærkt engagement i sit lokalsamfund, var han et forbillede for mange. Han blev af sine omgivelser beskrevet som indbegrebet af en god mand – et menneske, der altid satte andre før sig selv, og som aldrig gik på kompromis med sine værdier.

Trods en svær kræftsygdom, der gennem mange måneder langsomt tog kræfterne fra ham, bevarede Henning sin værdighed, sit lune og sin evne til at se det smukke i livet. I februar 2025 deltog han i et stærkt personligt interview i sig hjem i DanmarkC TV med journalist Steen Knudsen, der selv var ramt af den samme frygtelige sygdom. Samtalen mellem de to mænd var både rørende og modig – et vidnesbyrd om det mod, Henning bar til det sidste.
Den 30. marts 2025 nåede Henning at fejre sin 75-års fødselsdag omgivet af sine allernærmeste. Det blev en dag, hvor glæden over livet og kærligheden til familien var i centrum, selvom sygdommen denne dag også viste sig fra sin mest ubarmhjertige side. Dette oplyser familien til DanmarkC TV – lørdag eftermiddag.
Henning Due Lorentzen efterlader sig sin hustru Dorte og døtrene Mette og Ditte. Familien har mistet en kærlig ægtefælle og far – og lokalsamfundet har mistet en engageret og hjertevarm stemme.
DanmarkC TV genudsender interviewet med Henning som en sidste ære og respekt for et menneske, der satte spor og gjorde en forskel for mange borgere i Fredericia.
Vi sender vores dybeste kondolencer til Hennings familie og nærmeste.
Æret være Henning Due Lorentzens minde.
Henning Due Lorentzen bisættes fra Erritsø kirke, fredag den 25. april 2025 klokken 10.30.
