I 2025 leverede ADP det bedste regnskab i koncernens historie med vækst i både omsætning og indtjening på tværs af aktiviteterne.
Udviklingen var drevet af øget volumen, høj kapacitetsudnyttelse og en stabil operationel drift og markerede samtidig begyndelsen på en ny udviklingsfase med ny medejer.
I 2025 leverede ADP (Associated Danish Ports red.) det bedste regnskab i koncernens historie med vækst i både omsætning og indtjening på tværs af aktiviteterne. Udviklingen var drevet af øget volumen, høj kapacitetsudnyttelse og en stabil operationel drift og markerede samtidig begyndelsen på en ny udviklingsfase med ny medejer, skriver Havnevirksomheden i en pressemeddelelse.
2025 markerede samtidig et skelsættende år for ADP. 25 år efter etableringen har koncernen videreført sit grundlæggende DNA om konsolidering i den danske havnesektor og etablering af strategiske samarbejder – senest gennem udvidelsen af havneporteføljen med Hanstholm Havn. Herudover trådte Brookfield, en af verdens største infrastrukturinvestorer, ind i ejerkredsen som ny medejer med et fælles strategisk sigte om at videreudvikle ADP til et af de førende havneselskaber i Norden.
– 2025 viser styrken i ADP’s forretningsmodel og vores evne til at omsætte strategiske investeringer til konkrete resultater. Med Brookfield som ny medejer og udvidelsen af ADP med Hanstholm Havn har vi taget vigtige skridt i den langsigtede udvikling af koncernen, og vi ser fortsat flere muligheder for yderligere konsolideringer og strategiske samarbejder, siger Christian Herskind, bestyrelsesformand i ADP og fortsætter:
– Bestyrelsen ser regnskabet som et klart udtryk for en veldrevet og økonomisk stærk koncernmed et solidt fundament for den videre udvikling.

Fremgang på tværs af havnene
Den samlede godsomsætning på ADP’s havne i Fredericia, Nyborg og Hanstholm steg i 2025 med 7,3 procent sammenlignet med året før og udgjorde i alt 9,2 mio. tons. Fremgangen var blandt andet drevet af øget aktivitet på containerterminalen på Fredericia Havn, hvor der i løbet af året blev håndteret 164.000 TEU, svarende til en stigning på 32 procent i forhold til 2024.
– 2025 bekræfter den stærke udvikling i ADP. Fremgangen på tværs af vores havne er resultatet af klare strategiske valg, herunder havneudvidelsen i Fredericia og etableringen af Fredericia Container Terminal A/S i samarbejde med Fredericia Shipping og APM Terminals. Sammen med tætte kundedialoger og en stor indsats fra vores medarbejdere har det sikret en stabil og robust drift og skabt et solidt udgangspunkt for den videre udvikling af ADP, siger Rune D. Rasmussen, CEO i ADP.
Faktaboks: Nøgletal
Nettoomsætning: 335,2 MDKK i 2025, vækst på 22 procent
EBITDA: 296,2 MDKK, vækst på 41 procent
Årets resultat: 154,7, vækst på 65,6 procent
Fakta: Godsomsætning
TEU: 163.950 TEU (20-fodscontainere)
Fast bulk: 1.897.000 tons
Flydende bulk: 5.414.000 tons
Kilde: ADP
Ejerne ser ADP i klar udvikling
Som medejere af ADP ser ejerkommunerne positive perspektiver i koncernens udvikling og de betydelige skridt, der er taget for at styrke det langsigtede fundament.
– ADP har i 2025 flyttet sig markant og står i dag på et meget stærkt fundament. Jeg har fulgt udviklingen tæt og ser frem til at være en aktiv del af den videre udvikling. ADP spiller en central rolle for Fredericia Kommune – men også for den samlede udvikling af havne- og logistikinfrastrukturen i Danmark, siger Peder Tind, borgmester i Fredericia Kommune og næstformand i ADP’s bestyrelse.
I Nyborg Kommune deler man billedet af et ADP i klar udvikling.
– Nyborg Kommune er stolt medejer af ADP, som har vist, at man kan kombinere solide resultater med klare og langsigtede ambitioner. ADP har også store planer for Nyborg, og udviklingen på og omkring havnen vil være med til at understøtte en kommune i vækst og bidrage til nye arbejdspladser, siger Kenneth Muhs, borgmester i Nyborg Kommune.
Link til årsberetningen her
Faktaboks: Brookfield – en af verdens største infrastrukturinvestorer og ny medejer af ADP
Brookfield Asset Management er en førende global kapitalforvalter inden for alternative investeringer med over 1 billion USD i aktiver under forvaltning på tværs af vedvarende energi og grøn omstilling, infrastruktur, private equity, ejendomme og kredit.
Brookfield er en global førende infrastrukturvirksomhed, der ejer og driver højkvalitets, langtidsholdbare aktiver inden for forsyning, transport og datainfrastruktur. Brookfield har investeringer i en række havne verden over, herunder i USA, Australien, Sydamerika og Storbritannien.
Den 26. juni 2025 blev det offentliggjort, at Brookfield blev medejer med 14,1 procent i ADP, og at de vil tilføre en kapitalindsprøjtning på 700 mio. kroner.
Kilde: ADP
DanmarkC TV sender om ganske kort tid et indslag fra ADPs generalforsamling hos Messe C i Fredericia.
