LOKALSPORT

Årets leder i EGIF

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

ERRITSØ. Tidligere spillende træner og nuværende førsteholdsspiller i Erritsø GIF Rugby, Michael Klæsøe, er blevet kåret til årets leder 2016 i EGIF. Michael Klæsøe modtog prisen og den glade nyhed til klubtræning torsdag aften den 2 marts.
Under opvarmningen til Erritsø GIFs rugbytræning fik tidligere spillende træner, Michael Klæsøe, sig en glad overraskelse. Træningen var nemlig knap begyndt, da EGIF-formand Lars Bøgebjerg, og kasserer Kurt Hansen, stod på sidelinjen med statuette og buket. Hæderen var til Michael Klæsøe, der hurtigt fandt ud af, at EGIFs hovedbestyrelse netop har kåret ham til Årets Leder i EGIF anno 2016.
IMG_8975Michael Klæsøe modtog prisen for sit store arbejde med seniorholdet i Erritsø GIF Rugby, som han fra 2012 til 2016 har ledet som spillende træner.
En engageret og dedikeret træner
I 2012 vendte Michael Klæsøe hjem til Erritsø efter flere år i udlandet, hvor han spillede rugby for kinesiske Shanghai Rugby Football Club og skotske Leith Rugby Club. Efter sin hjemkomst trak Michael Klæsøe både i Erritsø-trøjen som spiller og blev også samme år valgt som seniorholdets træner.

Fra starten indtog Michael Klæsøe en rolle som engageret og dedikeret træner, der kræver det yderste af sine spillere, uanset om det er til træning eller i kamp. Det er desuden kendetegnende for Michael, at han fra sin position som forward går forrest med sin kompromisløse, fysisk betonede stil – og derved viser sine holdkammerater og spillere vejen. Uden for banen er Michael venlig og imødekommende og har store menneskelige kompetencer, hvormed han bygger sine spillere op og får dem til at arbejde med deres svagere sider.
Overleverer et hold i fremgang
Sammen med bestyrelsen lagde Michael i 2012 den målsætning, at førsteholdet skulle nå en Top-3-placering i Danmark. Dette mål blev næsten indfriet året efter, hvor holdet endte på en samlet 4. plads i dansk rugby. Denne placering var en tangering af klubbens rekord fra både 1992 og 1993.
I september sidste år vandt hans hold sågar DM-bronze i 7-a-side rugby, som er den variant af rugby, der er på det olympiske program. DM-bronzen i ”Sevens” i 2016 er en af de helt store bedrifter i rugbyens 32-årige historie i Erritsø.
2016-sæsonen fik – udover den stærke præstation i 7-a-side-turneringen – en næsten perfekt afslutning for Michael Klæsøe og hans hold. Det blev nemlig både til stor hjemmesejr over københavnske CSR/Nanok, der lige havde vundet 1. division, og til en kneben pokalsejr ude over RK Lynet i Aalborg, tidligere dansk mester og pokalmester. Sejren i Aalborg bragte Erritsø i den pokalkvartfinale, som spilles på udebane den 25. marts imod de forsvarende pokalmestre, Hundested RK.
Det er således en førsteholdstrup i en klart opadgående kurve, som Michael kunne aflevere ved udgangen af 2016. Det er ekstra glædeligt, at Michael fortsætter med at spille rugby for Erritsø, så klubben fortsat nyder godt af ham på og uden for banen.
Selv siger Michael Klæsøe ovenpå prismodtagelsen:
– Det er en stor ære. Denne pris handler ikke om og være i god form eller være den, der været dagens spiller flest gange. Nej, det er en fællesskabspris, hvor man leder hinanden den rette vej. Jeg er virkelig glad.