Kultur

Året der gik i Naturpark Lillebælt 2020

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Peter Storm gør status for året der gik. Et år hvor naturparken fik støtte til at gøre en forskel især for havmiljøet.

Af formand for Naturpark Lillebælt 2020 og byrådsmedlem i Middelfart Kommune, Peter Storm

Ved et årsskifte er det godt at gøre status. Naturpark Lillebælt er et fællesskab som vokser. Samarbejdet mellem Fredericia, Kolding og Middelfart Kommune udvider sig til også at omfatte lokale borgere og virksomheder, forskere og fonde. Vi arbejder for at skabe et hav af oplevelser, som giver lyst til at passe på og forbedre vores lokale natur- og kulturarv. Det er en bæredygtig tankegang med fokus på det hav, der binder os sammen.

Bælt i Balance i gang

I 2020 fik vi efter et omfattende forarbejde 17,1 mio. kr. i støtte fra VELUX FONDEN og Nordea-fonden til vores store projekt: Bælt i Balance, der vil formidle, forske i og forbedre hav- og kystmiljøet ved Lillebælt. Det er et femårigt projekt drevet af de tre kommuner i samarbejde med forskningsinstitutioner, virksomheder og mange frivillige. Vi har været i gang siden april med opfiskning af krabber, fundet placeringer til to nye stenrev og til 25 nye fiskebørnehaver. Vi har formidlet LIVE direkte fra bunden af Lillebælt til skoleklasser i området og købt nyt udstyr til formidling. 

Vi mærker opbakning og interesse for havmiljøet. Kolding stenbank har modtaget de første sten fra private og virksomheder, som vil hjælpe havmiljøet med nye stenrev til fisk og planter. I december fik vi yderligere 0,5 mio. kr. i støtte fra den private virksomhed Boskalis, så vi kan få flere fiskebørnehaver og mere forskning. Vi håber i det nye år, at vi kan få flere private virksomheder og frivillige med på at gøre noget for Lillebælt. 

Som lokale politikere har vi et stort ansvar for at tale naturens sag. Vi fik sammen med foreningen Hjælp Lillebælt miljøminister Lea Wermelin på besøg i Kolding i februar 2020 for at fortælle hende om udfordringerne for Lillebælt. Vi satte også fokus på havet på en vellykket web-konference om iltsvind her i december. Vi fortsætter med at søge viden og inspirere til handling.

Vores Natur

Ny corona-virus ændrede mange af vores planer for 2020, men som del af det landsdækkende Vores Natur har Naturpark Lillebælt alligevel gennemført over 60 guidede ture, vi havde 45 sidste år. Det var ikke kun vores naturvejledere, men også en lang række lokale, som hjalp og viste vores lokale natur frem til mindre grupper, så corona-retningslinjerne blev overholdt. Turene rummer fortællinger om geologi, historiske spor, spiselige planter, og om dyr og planter på det lave vand. Jeg er stolt over, at Naturpark Lillebælt var med i Vores Natur som en ud af 16 danske naturperler, fra Bornholm til Vadehavet. Vi kan være stolte af vores helt særlige Lillebælt-natur. I det nye år vil vi bygge videre og afholde kurser for lokale guider, så de er endnu bedre klædt på til at fortælle om naturparken.

På natur-tur på egen hånd

Naturen blev i år sat på dagsordenen med Vores Natur og DRs serie “Vilde vidunderlige Danmark”. Mange danskere er blevet inspireret til selv at gå på opdagelse i naturen. Jeg tror, mange – også som følge af corona-krisen – har fået øjnene op for, at vi faktisk er en del af en stor natur. Vi har i den forbindelse både skabt et Naturpark-pas og et Vildebælt-pas, så du kan rejse og gå på opdagelse i dit eget land. Naturparkpasset blev indviet og stemplet af Miljøminister Lea Wermelin på en hvalsafari i Naturpark Lillebælt med Friluftsrådet i juli. Vildebælt-passet kom også i juli, det viser hvad og hvor du kan lave natur-aktiviteter med hele din familie i Naturpark Lillebælt.

Naturpark Lillebælt har endvidere med Dansk Kano og Kajak Forbund og Dansk Orienteringsforbund og med støtte fra Vores Natur lavet en kajaktur rundt om øen Fænø, som ligger midt i Lillebælt. Og sammen med Orienteringsklubben FROS og Dansk Orienterings-Forbund har vi også skabt en ny rute ved Trelde Næs, hvor du kan høre historier om naturen, geologien og naturparken, mens du går langs ruten. Brug appen Travel Tales. Kig under find vej ruter og Naturpark Lillebælt inde i appen.

Vi har skabt endnu bedre muligheder for at du kan tage af sted på egen hånd.

Vild mad app med naturpark-ruter

Naturpark Lillebælt er en del af Danske Naturparker og lige nu er vi 12 naturparker i Danmark. Vores fællesskab er værdifuldt. Vi samarbejder lige nu om nogle fælles projekter: Unge Naturparkambassadører, Lokale Guider og Vild Mad, alle støttet af Nordea-fonden. I august havde vi besøg af den nu tidligere Fødevareminister Mogens Jensen på Trelde Næs. Her viste foreningen Vild Mad, hvordan vi alle kan finde mad ved skov og strand og bruge det i madlavningen. Hvis du selv vil ud i Naturpark Lillebælt og finde vild mad, så skal du downloade appen Vild Mad og finde de 11 ruter vi har lagt ind i naturparken og bruge de fantastiske opskrifter, som nogle af Danmarks dygtigste kokke har lavet. Vi opfordrer dig til at smage på Naturpark Lillebælt, fx krabbesuppe er super godt her til nytår.

Flotte videoer om naturparken

Naturparken har i 2020 sammen med praktikanterne Kasper, Nicolai og Mikael produceret nogle sjove og flotte film, som er blevet vist mange gange på facebook. Se hvordan du spotter marsvin og ørne, tager på tangsafari, fossiljagt eller snapsetur. Der er en masse god inspiration til, hvad du kan gøre i Naturpark Lillebælt. Inden sommerferien var naturparken med til at markedsføre området i turistkampagnen: Lillebælts vilde vidundere, hvor der også blev lavet nogle skønne film om alle tre hovedbyer i naturparken og ikke mindst vores flotte natur.

Vi bygger bro til et større netværk

I 2020 var det 50 år siden den Ny Lillebæltsbro blev indviet og 100 år siden at en del af naturparken gik fra at være tysk til dansk. Det er også 100 år siden vi havde den sidste store pandemi. Historien er vigtig for vores lokalområde og historien skrives hele tiden. Jeg håber meget, at vores nye netværk i Naturpark Lillebælt vil blomstre og få historisk betydning. Naturpark Lillebælt har indgået partnerskaber med 19 virksomheder. Vi arbejder sammen om at finde en balance mellem at benytte og beskytte natur og kultur, både i vores daglige arbejde og i kommunikationen med andre. I år blev Destination Lillebælt lukket, for at der kan skabes nye destinationer for turisme-samarbejdet. Vi glæder os til at arbejde med bæredygtighed og gode fortællinger om naturoplevelser sammen med Visit Kolding, Visit Middelfart, Visit Fredericia og de to nye turisme-destinationer på hver side af Lillebælt. Netværket Naturpark Lillebælt vil uden tvivl fortsætte med at vokse.

P.s.

Jeg kan desværre ikke nævne alt der er sket i naturparken i 2020, men her et par andre højdepunkter fra din lokale del af naturparken, som jeg lige vil fremhæve:

  • Ny havhave-forening etableret i Middelfart
  • Nye shelters etableret i Middelfart Kommune find dem på bookenshelter.dk
  • Vandbingo og naturbingo
  • Ny bro ved Solkær Enge
  • Byggeriet af det nye oplevelsescenter ved Skamlingsbanken blev sat i gang. 
  • Restaurering af Fredericia Vold
  • Ny fossiludstilling ved Naturcenter Trelde Næs

Jeg håber 2021 bliver lige så spændende. På vegne af hele Naturpark Lillebælt ønsker jeg alle et rigtig godt nytår.