Efter måneders ombygning og et stærkt lokalt engagement er ventetiden i Skærbæk snart forbi.
Torsdag den 13. november slår byens nye SPAR-supermarked dørene op midt i byen. Åbningen markerer kulminationen på en proces, der startede med et meget velbesøgt borgermøde i januar, hvor byens fremtidige dagligvarehandel var på dagsordenen.
– Jeg glæder mig utrolig meget til at åbne dørene og vise, hvad vi sammen har skabt. SPAR Skærbæk skal være en moderne dagligvarebutik med gode varer, god service og en hyggelig stemning – et sted, hvor man altid føler sig velkommen, siger Lene Gammeltoft Sønderby.
Den nye SPAR-butik får et bredt udvalg af friske, danske varer, fokus på lokale leverandører og et lille caféområde, hvor kunderne kan nyde en kop kaffe og en pause i hverdagen. Butikken bliver et naturligt samlingspunkt i byen, skabt i samarbejde mellem Dagrofa og de lokale borgere, der tidligere har rejst 1,7 millioner kroner for at bevare dagligvarehandlen i Skærbæk. Med et salgsareal på mere end 600 kvadratmeter får Skærbæk en moderne butik med masser af plads til både indkøb og fællesskab, skriver Dagrofra i en pressemeddelelse.
– Vi er stolte af at åbne en butik, der kombinerer det bedste fra to verdener: Den lokale forankring og det stærke sortiment. Og så er vi glade for at have en engageret og dedikeret købmand som Lene i spidsen. SPAR skal være hele Danmarks lokale supermarked – også i byer som Skærbæk, hvor købmanden spiller en vigtig rolle i hverdagen., siger Esben Keller, kædedirektør i SPAR og Min Købmand.
Butikken åbner torsdag den 13. november kl. 9.00.
Alle er inviteret til at kigge forbi og fejre dagen sammen med personalet, der byder på kaffe og rundstykker til de fremmødte og har fyldt butikken med masser af gode åbningstilbud.
Senere på dagen, kl. 17-19, serverer personalet pølser og lidt at drikke til kunderne.
Med åbningen i Skærbæk har SPAR nu 142 butikker fordelt over hele Danmark.