FREDERICIA

Åbent skib: Fregatten Iver Huitfeldt sætter kurs mod Fredericia til august

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Den danske fregat, Iver Huitfeldt, er klar til at byde offentligheden velkommen, når den besøger sin adoptivby, Fredericia, fra den 25. til den 27. august 2023.

Fregatten Iver Huitfeldt blev allerede tilbage i 2010 adopteret af Fredericia, imens skibet var ved at blive bygget på værftet i Lindø. Skibet har været i aktiv tjeneste siden 2012, men fregattens første officielle besøg var først i 2015, da skibet havde været indsat ved Afrikas Horn for at jagte pirater. Nu kommer den 138 meter lange fregat igen på besøg i Fredericia fra den 25. – 27. august 2023. Fra 25. til 27. august 2023 får borgerne i Fredericia igen muligheden for at træde ombord på det 138 meter lange krigsskib, oplyser Fredericia Kommune på Facebook.

I forbindelse med besøget vil der være “Åbent skib” for alle, der ønsker at opleve skibet på nært hold. Programmet for fregattens besøg er som følger:

Fredag den 25. august:

  • Kl. 10.00 -11.00: Skibet ankommer og bliver modtaget af borgmesteren og Postorkesteret.
  • Kl. 13.00-15.00: Åbent skib.

Lørdag den 26. august:

  • Kl. 09.00-11.30 og kl. 13.00-16.00: Åbent skib.

Fregatten Iver Huitfeldt vil derefter “sætte sejl” fra Fredericia igen om søndagen.

Du kan læse mere og holde dig opdateret på Fredericia Kommunes facebookside. Foto: Screenshot

Fregatten Iver Huitfeldt blev døbt den 2. november 2010 af H.K.H. Kronprins Frederik, og sidenhen har skibet været anvendt til forskellige operationer:

  • Patruljering og suverænitetshåndhævelse i indre danske farvande, Østersøen og Nordatlanten.
  • I 2020 blev skibet indsat i Hormuz-strædet som en del af Operation AGENOR.
  • Fra 2012-13 deltog skibet i Operation OCEAN SHIELD ud for Afrikas Horn.
  • Skibet har også været jævnligt indsat i NATOs stående flådestyrke.

IVER HUITFELDT-klassen er designet til at løse et bredt spektrum af sømilitære opgaver. Fregatterne er i særlig grad udrustede til luftforsvar og har adgang til et alsidigt udvalg af sensorer og våben, herunder langtrækkende radarsystemer, kanoner, torpedoer, maskingeværer og håndvåben, samt missiler til brug mod sø- og luftmål. De kan endvidere medbringe en helikopter, såsom MH-60R Seahawk eller Merlin EH101.
(Kilde: forsvaret.dk)