FREDERICIA

‘Åben stald’ i Kanalbyen forud for H.M. Dronningens besøg i Fredericia

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Er du til heste? Så er der ‘Åben’ Stald i Kanalbyen onsdag den 30. august. Her kan du komme og se nærmere på gardehusarernes heste som en del af forberedelserne til Dronningens besøg.

Som optakt til besøget vil Gardehusarregimentet træne med hesteskadronen i byens gader både onsdag og torsdag for at sikre, at alt går som smurt når H.M. Dronningen besøger Fredericia, og onsdag den 30. august bliver der mulighed for at se gardehusarernes heste helt tæt på, når der afholdes ‘Åben Stald’ i Kanalbyen. Her vil der bla. blive præsenteret fremvisning af Den Kgl. Stald-Etat, kæpheste-show og kvadrilleridning med ryttere fra Fløe Horses. Se programmet nederst i artiklen, eller på Fredericia kommunes hjemmeside.

– Jeg er utrolig glad for, at Hendes Majestæt Dronningen afslutter sensommertogtet i Fredericia. Historisk er Fredericia knyttet til Kongehuset helt tilbage fra grundlæggelsen, og vi glæder os hver gang repræsentanter fra Kongehuset besøger vores by. Dette besøg bliver en folkefest med karetkørsel, Gardehusarregimentets Hesteskadron og en masse aktiviteter og kongelige oplevelser, udtaler borgmester Steen Wrist sig i en pressemeddelelse forud for besøget.

Kongeskibet Dannebrog anløber ved Gl. Havn i Fredericia fredag den 1. september, her ses Hendes Majestæt Dronningen ombord ved anden lejlighed. Foto: Keld Navntoft, Kongehuset ©

Under Dronningens besøg vil Hendes Majestæt tage en karettur fra Dannebrog, eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskadron, gennem Fredericia til rådhuset for den officielle modtagelse. Dronningens program for dagen vil bla. inkludere besøg på Kristinebjergskolen, afdeling Indre Ringvej, HySynergy, Fredericia Musical Teater og Kongens Punkt i Kanalbyen, det fulde program for Dronningens besøg vil blive offentliggjort senere denne måned.

– Hesteskadronen slår lejr i Kanalbyen, og her vil du kunne se nærmere på gardehusarernes heste til åben stald onsdag den 30. august. Du kan også opleve, at Gardehusarregimentet træner med hesteskadronen i byens gader både onsdag og torsdag, så alle er klar til Dronningens besøg fredag den 1. september, oplyser VisitFredericia på deres hjemmeside.

Program for Åben Stald:

  • Kl. 18.30: Staldene åbner for offentligheden.
  • Kl. 19.30: Velkomst ved Borgmesteren.
  • Kl. 19.35: Kvadrilleridning præsenteret af Fløe Horses, Fredericia.
  • Kl. 19.45: Kæpheste Show med fart på fra Fløe Horses, Fredericia.
  • Kl. 19.50: Musikalsk optræden af 6. juli-Garden.
  • Kl. 20.00: Fremvisning af Den Kgl. Stald-Etat.
  • Kl. 20.10: Opvisning ved Hesteeskadronen.

Den 30. august bliver der mulighed for at se gardehusarernes heste helt tæt på, når der afholdes ‘Åben Stald’ i Kanalbyen. Foto: Tue Skals / Forsvarskommandoen