SAMFUND

Nu er der fundet en løsning i ‘frimærkesagen’

Af Steen Knudsen - tv@danmarkc.tv

PostNord har sikret en løsning, der betyder, at frimærker fra 2022 og 2023, i en begrænset periode, kan ombyttes i det nye år.

DanmarkC TV beskrev i går, at der ikke var fundet en løsning på, at købte frimærker ikke kunne anvendes til forsendelser af breve fra 1. januar 2024. Spørgsmålet cirkulerede mellem PostNord, Transportministeriet og Skatteministeriet.

Løsning er fundet
PostNord skriver i dag, at porto købt i 2022 og 2023 kan ombyttes ved “en midlertidig ordning, hvor danskerne kan ombytte deres frimærker købt i 2022 og 2023, til de nye postmærker, som kan bruges fra årsskiftet.” Det fremgår af PostDanmarks hjemmeside i dag. 

”I PostNord har vi været meget optaget af, at de frimærker, danskerne allerede har liggende derhjemme, ikke skulle gå tabt efter den nye postlov blev vedtaget i Folketinget. Vi havde gerne set, at man kunne finde en løsning, der gjorde, at frimærkerne fortsat kunne bruges, som i dag, men dette har ikke været muligt. Derfor er vi glade for, at vi nu har fundet en løsning, der gør, at danskerne får mulighed for at ombytte de seneste års indkøb af frimærker, til nye postmærker,” siger Andreas Brethvad, Pressechef i PostNord.

Frimærker kan bytte – men der er regler
Med ombytningsordningen bliver det muligt for private og erhvervsdrivende at ombytte frimærker på 12 og 36 kr., samt tillægsmærker, der er købt i 2022 og 2023 til nye postmærker, mod et gebyr. Ordningen løber fra d. 8. januar til d. 30. juni 2024. Ombytningen gælder for frimærker til en samlet værdi af mindst 120 kr. Den nærmere proces vil fremgå på postnord.dk. 

Internationale breve
Alle frimærker, købt inden 2024, kan fortsat anvendes til internationale breve.