SUNDHED

Danmark på vej under dynen med hele fem epidemier

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Ikke mindre end fem epidemier hærger i øjeblikket, og ifølge prognose fra Statens Serum Institut (SSI) kan mange se frem til en jul under dynen

Allerede nu er mange krøbet under dynen og må tålmodigt vente på at blive raske. Det er lungebetændelse, RS-virus, influenza og covid-19 der plager danskerne. Og på det sidste har kighosten givet en stigning i antallet af smittede.

Endnu ikke tegn på at kighosteepidemien aftager
Der er endnu ikke tegn på, at kighoste-epidemien er ved at aftage. I november måned var der mere end 1.600 tilfælde og i uge 48 alene er der påvist mindst 440 tilfælde, hvilket er det højeste antal nye tilfælde på en uge, der er set i epidemien, siden den nåede et epidemisk niveau efter sommeren. Den højeste forekomst pr. måned i den seneste epidemi var på 874 påviste tilfælde i januar 2020, og den nuværende epidemi er således markant højere. Dog bliver der også testet mere end under tidligere epidemier.

Kold lungebetændelse
Den “kolde lungebetændelse” har nu sådan et omfang, at den også kommer ind under begrebet epidemi. ”De seneste fem uger er antallet af nye tilfælde steget markant, og vi ser nu væsentligt flere tilfælde end normalt, og at der er udbredt smitte i hele landet”, siger seniorforsker Hanne-Dorthe Emborg fra Statens Serum Institut.

Hvad er en kold lungebetændelse? En lungebetændelse, der skyldes mikroorganismen Mycoplasma pneumoniea eller Chlamydia pneumoniae, kaldes nogle gange for kold lungebetændelse. En mere korrekt betegnelse er atypisk lungebetændelse. Det skyldes, at man ofte ikke får så høj feber som ved almindelig lungebetændelse. Den er typisk under 38,5 grader Celcius. Det fremgår af NetDoktors hjemmeside.

Vi er for slappe
»Måske er vi lidt for slappe i forhold til den adfærd, vi havde under coronaepidemien, hvor alle var skarpe på at undgå at smitte. Det handler om at blive hjemme, når man er syg, og i øvrigt gøre lidt oftere rent og huske at vaske hænder,« siger professor Jan Pravsgaard Christensen, Københavns Universitet, til Jyllands-Posten.

Man kan stadig nå at blive vaccineret inden jul
Julen står for døren, og de mange sammenkomster kan få smitten til at stige. Kirstine Moll Harboe opfordrer derfor målgruppen til at lade sig vaccinere inden for den nærmeste fremtid:
”Smitten med covid-19 stiger i øjeblikket, og vi forventer at se mere sygdom henover vinteren og julen med både influenza og covid-19. Derfor anbefaler vi, at alle, der er i målgruppe for en vaccine, og som endnu ikke har taget imod tilbuddet, bliver vaccineret inden for de næste par uger frem til jul. ” udtaler Kirstine Moll Harboe, fra Statens Serum Institut.