Kort Nyt

Region Syddanmark gør klar til formandsskifte

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

27. november 2023 skal regionsrådet i Region Syddanmark vælge en ny formand

Det sker, fordi nuværende regionsrådsformand Stephanie Lose (V) har anmodet regionen om at blive fritaget fra sit medlemskab i regionsrådet, da hun forventer at indtræde i regeringen som minister i den nærmeste fremtid.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) har anmodet regionsrådet i Region Syddanmark om at blive fritaget fra sit medlemskab af regionsrådet med virkning fra den 27. november 2023 og for resten valgperioden 2022-2025. Det gør hun, fordi hun fremadrettet skal varetage et andet offentligt hverv som minister i regeringen.

Ifølge den kommunale og regionale valglov er det regionsrådet, der skal fritage et regionsrådsmedlem fra sit medlemskab, hvis medlemmet f.eks. skal varetage et andet offentligt hverv og derfor har rimelig grund til at ønske sig fritaget for medlemskab.

Fritagelsen af Stephanie Lose som regionsrådsmedlem vil blive behandlet på regionsrådsmødet 27. november 2023. Det meddelte regionen igår via en tillægsdagsorden til regionsrådsmødet, som blev offentliggjort på regionens hjemmeside 20. november 2023.

Stedfortræder og ny regionsrådsformand

Hvis Stephanie Lose fritages fra hvervet som regionsrådsmedlem, vil 1. stedfortræder på Venstres kandidatliste Herdis Hanghøi (V) blive nyt medlem af regionsrådet.

Der vil også skulle vælges en ny regionsrådsformand for resten af valgperioden 2022-2025. Det vil også ske på regionsrådsmødet 27. november 2023. Og hvis det er nødvendigt oven på valget af en ny formand for regionen, vil forretningsudvalget blive tilpasset derefter.