SUNDHED

Onsdag er der endnu mere i sundhed i Sundhedshuset fra kl. 14 til 17

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Der afholdes Lunge- og Diabetesdag i Sundhedshusets forhal – kom og få en snak om din sundhed, lyder opfordringen

I går var det FN’s Diabetesdag, og i morgen er det Lungedag. Det er gode kræfter gået sammen om, og arrangerer en kombinations af de to dage i Sundhedshusets forhal.

Hvem kan mødes i morgen
Blandt deltagerne som kan mødes er Diabetesforeningen, Netværk for Lungesyge, Apoteket samt Træning & Forebyggelse (Fredericia Kommune). Der er mange gode og sunde tilbud, som kan oplyse både om sygdomme, men også kunsten at leve med en måske kronisk sygdom.

Der er også mulighed for at få målt lungefunktion, snakke med en rygestoprådgiver og finde ud af, om man er i risiko for at få diabetes.

Tidligere har det ved den slags arrangementer været muligt at få målt sit blodsukker. Det er ikke muligt mere, da der skal særligt autoriseret sundhedspersonale til for at stikke hul på huden!

Lungedag – netværksgruppe
I Fredericia er der ingen egentlig lokalforening under Lungeforeningen, men der er en Netværksgruppe, der har Solveig Knudsen som kontaktperson.

Til DanmarkC TV fortæller Solveig Knudsen, at det er vigtigt at få foretaget en pusteprøve (som der er mulighed for i morgen) Særligt hvis man er begyndt at puste og stønne. Det skal ikke bare tilskrives alderen!

Netværksgruppen holder jævnligt arrangementer, hvor 15-20 deltager (også pårørende), og der er blandt flere tilbud en gå-tur om onsdagen, hvor der er omkring 12 deltagere. Her spiller vejret ind, for fugtigt vejr er aldrig godt for lungesyge.

KOL og andre sygdomme
Det kommer bag på mange, at KOL er en dræbersygdom. Hver eneste dag, året rundt, dør der i gennemsnit 10 danskere af KOL!!! Der er 200.000 med diagnosticeret KOL, og det skønnes, der er lige så mange der endnu ikke er blevt undersøgt og diagnosticeret.

700.000 borgere i Danmark er diagnosticeret med en eller flere lungesygdomme, fortæller Solveig Knudsen.

Lungekor kl. 16.15
En af de rigtig gode måder at holde sine lunger i topform på er, at synge. I Fredericia har vi et Lungekor, og de optræder kl. 16.15. Det sker også i Sundhedshusets forhal.

Apotekerne i Fredericia
DanmarkC TV har været i kontakt med Krone Apoteket i Føtex og Løve Apoteket i Vestbyen. De må begge opgive at være med til markering af både Diabetes- og Lungedagen. Alle rescourser bruges for tiden på vaccinationer. Derfor er det helt specielt, at Krone Apoteket i Sundhedshuset kan møde op med en medarbejder, der kan fortælle om apotekernes tilbud.