Kort Nyt

Region Syddanmark får nyt udvalg med fokus på fremtidens arbejdsmarked

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Udvalget har fokus på rekruttering og fastholdelse i sundhedssektoren

Regionsrådet har udpeget Mark Søgaard (S) som formand for et særligt udvalg, der skal se nærmere på udfordringer og muligheder i forhold til rekruttering og fastholdelse af medarbejdere i sundhedssektoren.

I en tid med stigende efterspørgsel på sundhedsydelser, har regionen i budgetforliget for 2024 besluttet at nedsætte et særligt udvalg med fokus på fremtidens arbejdsmarked, oplyser regionen i en pressemeddelelse.

Formanden for det nye udvalg er Mark Søgaard (S), og de øvrige medlemmer består af Morten Weiss-Pedersen (K), Annette Lundgaard (V), Bjarne Nielsen (V) og Sara Darling Berg Jørgensen (SF). Foruden de fem regionsrådsmedlemmer skal udvalget også bestå af fire medarbejderrepræsentanter, fire ledelsesrepræsentanter og tre patienter.

Et vigtigt skridt for en velfungerende sundhedssektor

Det nye initiativ er et vigtigt skridt i retning af at sikre en stærk, bæredygtig og velfungerende sundhedssektor i Region Syddanmark. Sundhedsvæsenet står over for flere udfordringer i fremtiden, hvor der både vil komme større efterspørgsel på ydelser, og færre unge i de kommende generationer, som kan løfte arbejdsbyrden.

Derfor vil udvalget fokusere på regionens muligheder for at tiltrække og fastholde medarbejdere. Der vil blandt andet blive kigget nærmere på de nye generationers forventninger til deres arbejdsplads, samt potentialet for at seniorer kan forlænge deres tilknytning til arbejdspladsen. Udvalget vil også kigge ind i potentialer og barrierer i forhold til at rekruttere flere mænd i omsorgsfag.

– Arbejdskraft er en af de allervigtigste dagsordener for regionen – og for vores velfærdssamfund generelt. Vi skal se på, hvordan vi politisk skaber de bedste vilkår for organisationen, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang og blive klogere på fremtidens arbejdsmarked. Det er en vigtig opgave, vi skal løfte, siger den nye formand, Mark Søgaard i pressemeddelelsen.

I sit arbejde vil udvalget inddrage relevante eksterne aktører for at opnå en bred vifte af perspektiver og viden til at danne grundlag for sine anbefalinger.

Udvalget forventes at arbejde i en periode på otte måneder fra den 1. januar til den 31. august 2024 og afholder 4-5 møder i denne periode.