Kort Nyt

Stor interesse for natlægevagt i Region Syddanmark

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Der var stor tilslutning, da Region Syddanmark onsdag inviterede interesserede læger til informationsmøde om arbejdet i den kommende natlægevagt.

Over 60 interesserede læger mødte onsdag eftermiddag fysisk og virtuelt op til regionens informationsmøde om natlægevagten. Her kunne afdelingschef for Praksis Trine Malling Lungskov og cheflæge på Fælles Akutmodtagelse på OUH Poul Henning Madsen fortælle mere om organiseringen og arbejdsforholdene i lægevagten om natten, oplyses det i en pressemeddelelse.

– Det er en grundsten i etableringen af lægevagten om natten, at vi sikrer læger til at bemande lægevagten i nattetimerne. Derfor er det positivt, at så mange læger viser interesse for at blive en del af natlægevagten, og generelt har vi en god og konstruktiv dialog med lægerne om det kommende arbejde, fortalte afdelingschef for Praksis, Trine Malling Lungskov.

Planen er at placere den kommende natlægevagt som en ny enhed under Fælles Akutmodtagelse på Odense Universitetshospital. Cheflæge Poul Henning Madsen fra Fælles Akutmodtagelse på OUH betonede, at selvom lægevagten bliver ny, vil borgerne opleve en tjeneste, de kender.

– Vi er lige nu i gang med den helt store planlægning og etablering, som forhåbentlig betyder, at borgerne ikke vil mærke den store forskel. De vil stadig kunne ringe til lægevagten om natten og tale med en læge, og de vil kunne ses til en fysisk konsultation, hvis det er nødvendigt. Det betyder også, at kommende vagtlæger vil have mulighed for at spille en helt central rolle som dem, der sikrer god og tryg lægehjælp i nattetimerne, fortalte Poul Henning Madsen.

Fakta om natlægevagten
Natlægevagten vil i høj grad komme til at minde om den model, borgerne kender i dag. Det betyder, at det stadig vil være speciallæger i almen medicin, hoveduddannelseslæger i fase 3 i almen medicin eller læger med stor erfaring fra lægevagtarbejdet, der skal visitere, foretage konsultationer og køre sygebesøg.

Derudover vil paramedicinere kunne foretage sygebesøg, når lægevagten vurderer, at der ikke er behov for, at vagtlægen er fysisk til stede, og paramedicinerne har kapacitet til det.

Konsultationsstederne vil som nu ligge på de fire akutsygehuse i Odense, Kolding, Esbjerg og Aabenraa, mens organiseringen af natlægevagten bliver forankret på Fælles Akutmodtagelse på Odense Universitetshospital.