FREDERICIA

Malthe fra Fredericia er blandt årets bedste lærlinge indenfor Metalindustrien

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Klejnsmed Malthe Smedegaard Mortensen fra Fredericia er blandt prismodtagerne, når ML-Prisen 2023 uddeles fredag d. 29. september i København.

Det er 21. år i træk, at Industriens Uddannelser, Dansk Industri, Dansk Metal og Tekniq Arbejdsgiverne uddeler Metalindustriens Lærlingepris (ML-Prisen) til de dygtigste lærlinge.

Prisoverrækkelsen er en af de vigtigste hyldester af faglærte, og den finder sted fredag d. 29. september 2023. Foruden de dygtige nyuddannede er deres familier, mestre og faglærere også inviteret med til den store fejring. Og for dem, der ikke kan være blandt publikum på dagen, bliver ML-Prisen 2023 også live-streamet på Industriens Uddannelsers Facebook-side.

Det er et fællestræk for Malthe og de øvrige prismodtagere, at de, udover at have opnået topkarakter til svendeprøven, også er gode kammerater og kolleger. Malthe Smedegaard Mortensen har gået på EUC Lillebælt og været i lære hos L. Østergaards Maskinfabrik A/S.

Han er blevet indstillet til prisen af skolen og virksomheden. I indstillingen lyder det blandt andet:

– Malthe var den type elev, alle undervisere er glade for: Ivrig efter at lære, nærværende og altid klar. Han gik foran sine kammerater for at vise vejen til trods for, at han var den yngste i klassen. Malthe stillede også op, når skolen havde folkeskoleelever og elever fra udlandet på besøg – han var altid frisk på at dele ud af sin erfaring.

Klejnsmed Malthe Smedegaard Mortensen fra Fredericia er blandt prismodtagerne, når ML Prisen 2023 uddeles fredag d. 29. september i København. Privatfoto

Selv giver Malthe følgende bud på, hvorfor han er blevet indstillet til ML-Prisen.

– Jeg må have gjort noget rigtigt. Jeg kan mine ting, jeg er dygtig og god til at hjælpe, når nogen spørger, siger Malthe Smedegaard Mortensen.

Prominente gæster til prisoverrækkelsen
Mattias Tesfaye, Børne- og undervisningsministeren, vil være til stede sammen med flere andre bemærkelsesværdige navne fra industrien. De vil alle give deres syn på betydningen af denne pris og dens modtagere.

Tidspunkt: Fredag d. 29. september kl. 9.00-13.30 (selve prisoverrækkelsen finder sted kl. 10.00-11.45)
Sted: Dronningesalen, Den Sorte Diamant – Det Kongelige Bibliotek, Søren Kierkegaards Plads 1, 1221 København K