
Tyske faldne mindet med en krans fra Fredericia kommune
Den tyske fællesgrav på Sct. Michaelis kirkegård fik 5.juli lagt en krans med Fredericia kommune som afsender
Ved udfaldet fra Fredericia natten mellem 5. og 6. juli 1849 var der i sagens natur store tab på begge sider. De faldne danskere er begravet i krigergraven ved Trinitatis Kirke og insurgenterne (Slesvig-holstenske oprørere) i en næsten anonym krigergrav ved Sct. Michaelis Kirke ud mod Norgesgade.
Begravelserne fandt sted kl. 3 om natten og feltpræst Hertel gav i en ultrakort tale udtryk for, at selv om de pågældende havde brudt deres ed, så hører hævnen Herren til. Han lader som bekendt nåde gå for ret.
Betegnelsen ”Den tyske fællesgrav” er som nævnt misvisende og antallet af begravede er ikke troværdigt, idet tallet afhængig af kilde, angiver tal, der varierer fra 241 til ca. 500.
De fire jernkors
Slesvig-Holstenske våbenbrødre forsøgte gennem flere år at få opsat et mindesmærke over de faldne insurgenter. Det lykkedes aldrig at nå til enighed, bl.a. fordi man ikke kunne enes om betegnelsen Slesvig-Holstenere eller Slevigere og Holstenere, altså ingen bindestreg.
I dag står der fire jernkors på graven. Det vides ikke, hvornår og af hvem, de er placeret. Det antages de er sat af familiemedlemmer til afdøde, der er begravet her. Det ene kors er uden inskription. (Kilde : Sct-michaelis.dk)
Onsdag den 5.juli klokken 16.30, lagde Borgmester Steen Wrist en krans, til minde om de faldne insurgenter.
Se med på DanmarKC TV – lørdag, hvor vi bringer en længere udsendelse fra 5. og 6. julifesten i Fredericia. Du finder sendetidspunktet i TV-GUIDEN.