FREDERICIA

Festlig weekend i Fredericia: Sommerrock, krydstogtanløb og meget mere

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Den kommende weekend, den 2. og 3. juni 2023, byder på masser af liv i Fredericia. Sommerrock indtager midtbyen fredag, og lørdag lægger MSC Poesia, sommerens første krydstogtskib, til ved Esplanaden.

Fredag den 2. juni er det tid til Sommerrock i midtbyens gader og Sommerfestival på Den Kreative Skole. Her vil 330 elever optræde med musik, billedkunst og scenekunst på Kongensgade 111, samt musik i Vendersgade under årets Sommerrock.

MSC Poesia, der imponerer med sine knap 300 meter, vil være et bemærkelsesværdigt syn i bybilledet når det lørdag kl. 08:00 anløber esplanaden med modtagelse ved bla. Fredericia kanonlaug og musik ved politiorkestret. Det elegante skib, der blev indviet i 2008, har plads til 3.013 passagerer og en besætning på cirka 987.

Et af højdepunkterne under besøget er Sommermarkedet i Kanalbyen. Her kan både gæster og lokale gå på opdagelse blandt et bredt udvalg af brugskunst, varer og sjove aktiviteter. Kanalbyen byder også på en blomstrende natur, kunstværker, en sansehave og legeskov samt en betagende udsigt over Lillebælt fra havnekajen.

MSC Poesias ankomst falder sammen med Øltræf 2023, der vil fylde Gothersgade Syd med øl i alle nuancer. Arrangementet vil byde på besøg af forskellige bryggerier, og gæsterne kan prøve øl fra arrangørerne Mair’s, Fredericia Brewpub og Urbania Street Food.

Fredericia Musicalteater opfører uddrag fra to af deres nye forestillinger lørdag d. 3 juni i prinsessegade 29. Foto: Fredericia Musicalteater

Samtidig åbner Fredericia Musicalteater dørene for Smagen af Musicals 2023, hvor publikum får et eksklusivt indblik i to musicals under udvikling. Forestillingerne “JEG SKULDE VÆRE BLEVET RYGER” og “EN MAGISK DRENG” giver publikum en unik oplevelse af livshistorier fra et helt nyt perspektiv.

Du kan læse meget mere om weekendens arrangementer på visitfredericia.dk