TAULOV

Løsning for Stakkesvangen og Børupvej endnu ikke fundet – men der er håb!

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Byrådsmedlem Palle Dahl (O) foreslår, at næste møde i Teknisk Udvalg starter i krydset Stakkesvang og Børupvej

Taulov-borgeren Kaj Thomsen fortsætter sin kamp for sikre forhold for cyklister på Stakkesvang og Børupvej i Taulov. Både nu, men særligt med henblik på den voldsomme trafikbelastning der bliver, når tilslutningsanlægget ved af- og tilkørsel 61 (TSA61) på Taulovmotorvejen skal laves.

Forhindrer Vejdirektoratet at der laves cykelstier?
Det har været nævnt i debatten, at netop Vejdirektoratet er én stopklods, og én anden er det kommunale anlægsloft. Det vil Vejdirektoratet ikke have hængende på sig, for det vil de bestemt ikke forhindre. Det har projektchef Ditte Bøgh Asaa meddelt Kaj Thomsen, og bekræftet for DanmarkC TV.

Teknisk Udvalg
I spørgetiden på byrådsmødet den 30. januar 2023 sagde formanden for Teknisk Udvalg, Christian Bro (A), at spørgsmålet om cykelstier “kommer vi til at se på, om der er noget der kan fremrykkes“, og “vi drøfter det på næste møde i Teknisk Udvalg, og så må vi se, hvad vi når frem til”. Af Teknisk Udvalgs referater kan det ikke ses det har været et punkt på dagsordenen.

DanmarkC TV har igen talt med Christian Bro som fortæller: “Vi kan ikke nå at lave cykelstier. Det vi kan ende ud i, er en yderligere opstregning af en cykelbane, eller forbud mod cyklister. Men der er vi ikke endnu. Cykelstierne er ikke projekteret, men der er sat penge af til dem i overslagsårene.” (2024 til 2026)

Byrådsmedlem Palle Dahl (O), der sidder i Teknisk udvalg, har sagt i en debat den 3. maj: “Det er uholdbart som det er nu, og der skal findes en løsning inden ombygningen går i gang. Men jeg kan ikke love det, fordi … Jeg har forsøgt flere gange, men løsningen ligger ikke lige til højrebenet.”

Vejdirektoratets plan
Projektleder Ditte Bøgh Asaa forklarer til DanmarkC TV, at der er fuld gang i arbejdet med TSA61, og at planen er, at udbudsmaterialet er klar kort før jul. “Vejdirektoratet har fokus på, at cyklister skal ud af arbejdsområdet,” fastslår Ditte Bøgh Asaa. Men først skal en entreprenør findes.

Når entreprenøren er valgt, “Skal han med ind over,” forklarer Ditte Bøgh Asaa, “for det er ham der skal arbejde på stedet og være med til at beslutte forholdene.”

Dermed er projektet henne i foråret 2024. “Om det bliver den ene eller anden løsning er derfor ikke afklaret endnu, og om striber er en løsning er vi ikke nået til endnu.”

Ditte Bøgh Asaa slutter med at forklare DanmarkC TV, at “Vi har et rigtig godt samarbejde med Fredericia Kommune.”
Det giver håb om en løsning der tilfredsstiller de bløde trafikanter der skal bruge Stakkesvangen og Børupvej i Taulov.