Læserdebat

Forsvaret er i krise

Af: Karsten Byrgesen, Nye Borgerlige, Regionsrådsmedlem i Region Syddanmark og byrådsmedlem i Fredericia

Forsvaret er en vigtig brik i Danmarks- og NATOs samlede indsats for stabilitet og fred. Det er en fælles opgave, at Forsvaret er indsatsberedt, en opgave som skiftende regeringer har svigtet.

Vores NATO-bidrag med to procent af BNP har vi veget uden om siden aftalens indgåelse. Det var aldrig Danmarks ærlige mening af leve op til aftalen. Udgifterne til Forsvaret stiger, samtidigt med, at kvalitet og kvantitet er faldende.

Der mangler en strategisk plan for Forsvaret. Strategien drejer sig om, hvilke opgaver Forsvaret skal kunne løse. Det er en politisk proces.

Et af mange eksempler på en forfærdende mangel på grundlæggende viden om militæret er, at Justitsminister Peter Hummelgaard (S) foreslår at indsatte kriminelle ”får valget mellem at afsone to måneders fængsel eller tage otte-ni måneders værnepligt”. Hr. minister Værnepligten er på fire måneder og der skal ikke inddrages kriminelle elementer som har papir på og straf, der viser, at vi ikke kan stole på dem. Altså NEJ TAK til en Hummelgaard straffe bataljon. Der er flere chefer og ledere end soldater. Forsvaret er vendt på hovedet.

Nye Borgerlige mener, at Hæren skal have kampklare brigader (troppeenheder), der kan kæmpe en selvstændig kamp, hvilket indebærer, at brigaden er organiseret og udrustet til at løse opgaver i et nationalt og internationalt miljø i et givet tidsrum, inkl. helikoptere til transport og kampstøtte.

Flyvevåbnet har med sine nye jagere (F-35), helikoptere og fastvingede transportfly en potent kapacitet, der mandskabsmæssigt skal understøttes, så der kan holdes et antal enheder i kontinuerlig international tjeneste – gerne 12 måneders værnepligtige som jordpersonel.

Søværnet har en moderne flåde der viser sit værd, men der mangler en U-bådskapacitet af mindre ubåde, der kan anvendes til efterretningsindhentning i nationalt og internationalt farvand.

Hjemmeværnet skal gås efter i sømmene og materiellet opdateres og enhederne skal gøres til mobile lokale enheder, der kan støtte civilsamfundet i krig, kriser og større ulykker, med et fokus på det militære, hvilket bør indebære et brud med ”kombaredu” indsatsen til lokale festivaler.  

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv