Kort Nyt

Efter behandling i Kvisten: – Jeg er langt gladere end førhen

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

To tredjedele oplever, at skam- og skyldfølelsen bliver mindre efter at have gennemgået et individuelt psykoterapeutisk forløb i Kvisten.

Jannie Søren blev udsat for grænseoverskridende og seksuelle overgreb i otte år, og terapien i Kvisten har givet hende følelsen af at have fundet ind til sig selv:

– Jeg led af angst og manglede evnerne til at mærke og udtrykke mine grænser, og det fyldte alt for meget for mig. Jeg er langt gladere og roligere, end jeg har været førhen, siger hun.

Hendes oplevelse står ikke alene. Ifølge nye besvarelser fra Kvistens brugere oplever to tredjedele ved starten af deres forløb at føle en grad af medansvar over det eller de seksuelle overgreb, de blev udsat for som barn. Efter endt forløb er det nu blot en tredjedel.

Det samme billede tegner sig for skamfølelsen. To tredjedele tilkendegav at føle skam over at være blevet udsat for et seksuelt overgreb – ved slutevalueringen var det tal faldet til kun at udgøre halvdelen.

Op til 80 procent af dem, der har været udsat for seksuelle overgreb, udvikler senfølger i voksenlivet. Senfølger kommer ikke til udtryk som én diagnose, men kan tage form som et bredt spektrum af reaktioner, der kan have alvorlige konsekvenser for den enkeltes hverdagssituation.

Jeg er langt gladere og roligere, end jeg har været førhen
Jannie Søren

Skyld og skam forårsager alvorlige senfølger 

Mange ofre for seksuelle overgreb føler selvbebrejdelse, skyld og skam over det hændte, og derfor bærer de rundt på deres hemmelighed alene – og mange langt ind i voksenlivet. Men det kan forøge risikoen for at udvikle alvorlige senfølger, advarer psykoterapeut i Kvisten, Jesper Brandt:

– Al den skyld og skam, man kæmper med, sætter sig i centralnervesystemet. Man tror simpelthen, man er en skraldespand. Overgreb river ens fundament sønder og sammen. Når det en dag så bliver udløst, vil det fortrængte minde eller traume ramme med 200 kilometer i timen.

Senfølger kan opleves meget forskelligt, men kan komme til udtryk som psykiske lidelser i form af angst, depression, PTSD, selvskade eller selvmordsadfærd. Senfølger kan også bære præge af at være adfærdsmæssige, herunder ensomhed og social isolation, langtidsledighed og misbrug.

Om effekterne fra behandlingen 

Resultaterne fra behandlingen i Kvisten er baseret på brugernes egen vurdering af deres trivsel og senfølgemønster før og efter et individuelt terapiforløb målt på blandt andet beskæftigelse, selvværd, selvmordstanker, skyld og skam. Opgørelsen bygger på besvarelser fra 464 brugere ved opstarten af deres forløb – 165 brugere har besvaret slutevalueringen. De resterende forløb er fortsat i gang eller er endnu ikke besvaret.

  • Fakta
  • I 2022 modtag i alt 552 brugere behandling og rådgivning i Kvisten – det var 40 procent flere forløb end i 2021. Kvisten runder i 2023 sit 25-års jubilæum, som fejres fredag d. 24. marts i Bjerringbro.