Kort Nyt

Region Syddanmark ser ingen grund til at ændre Råstofplan 2020

Udgivet af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Der er råstoffer nok i grusgravene i Region Syddanmark til at dække det samlede forbrug af råstoffer i de næste 30 år. Derfor besluttede regionsrådet 27. februar, at regionens Råstofplan 2020 er god, som den er. Spørgsmålet om revision af planen tages op igen i 2024, og det giver plads til yderligere kortlægning af råstofressourcerne og omstilling til en mere bæredygtige råstofforvaltning.

Gravemaskinerne på fremtidige byggerier kommer ikke til at stå stille på grund af manglende grus, sten og sand i det næste lange stykke tid. Samlet set er der i de nuværende graveområder, der er med i Region Syddanmarks Råstofplan 2020, råstoffer nok til at dække forbruget i de næste 30 år.

Det fremgår af regionens råstofredegørelse, som har været i høring. Det er på baggrund af redegørelsen og de indkomne høringssvar, at regionsrådet 27. februar 2023 besluttede, at der ikke er behov for at revidere regionens råstofplan nu.

En udskydelse giver plads til at fremme bæredygtigheden

Poul Erik Jensen (S), der er formand for Miljøudvalget i Region Syddanmark, glæder sig over, at råstofforekomsterne i regionen ser så fornuftige ud, at der er mulighed for at udsætte revisionen og dermed tage hensyn til lokalsamfundet og give mere plads til indsatserne i råstofplanen, der fremmer en bæredygtig råstofforvaltning: 

– Vores råstofplan giver for nu adgang til de råstoffer, som samfundet har brug for, og ved at vente med at revidere planen kan vi udsætte at skulle forstyrre lokalsamfund, jordejere og naboer med at udpege nye arealer, der skal reserveres til gravning. Vi ønsker også en bæredygtig råstofforvaltning, hvor råstofferne i de eksisterende råstofgrave bliver brugt op, inden der graves i nye områder. Det betyder også, at områderne hurtigere kan blive efterbehandlet og gjort klar til fx græsningsarealer eller rekreative områder, som en masse mennesker får glæde af, siger Poul Erik Jensen.

Ny vurdering af råstofplanen i 2024

Samtidig besluttede regionsrådet, at spørgsmålet om revision af råstofplanen tages op igen allerede i 2024.

– Vi ved, at der er stor efterspørgsel på råstoffer, og vi kan se, at råstofferne i de udlagte graveområder på Fyn ikke rækker så langt ud i fremtiden, som de gør i de andre dele af regionen. Derfor giver det god mening, at vi allerede om to år får en ny vurdering af, om der er behov for at revidere Råstofplan 2020, siger Poul Erik Jensen.

Bedre kortlægning af råstofressourcer

Region Syddanmark vil tage spørgsmålet om revision af planen op igen i slutningen 2024. Det giver plads til, at regionen kan bruge de næste par år til at arbejde videre med de syv indsatsområder, der er beskrevet i Råstofplan 2020, og som bl.a. skal fremme en mere bæredygtig råstofforvaltning.

Det handler f.eks. om at skabe mere viden om råstofforekomsterne i regionen. Med en grundig kortlægning får bl.a. råstofbranchen et bedre overblik over, hvor det er mest hensigtsmæssigt at foreslå nye graveområder, og samtidig får regionen et bedre grundlag at udarbejde fremtidige råstofplaner på.

Fakta

Regionsrådet er gennem råstofloven forpligtet til hvert fjerde år at vurdere, om der er behov for revision af den gældende råstofplan. Sidste gang, spørgsmålet om revision blev behandlet i regionsrådet, var i 2018. Her blev det besluttet, at der skulle laves en ny råstofplan.

På regionsrådsmødet 27. februar 2023 skulle regionspolitikerne tage stilling til, om den gældende Råstofplan 2020 skulle revideres (dvs. om regionen skulle lave en ny råstofplan) eller ikke skulle revideres (dvs. fortsætte med den nuværende råstofplan), eller om regionen skulle lave tillæg til den gældende råstofplan.

Vurderingen bygger på en råstofredegørelse og en offentlig høring, der bl.a. giver en status og vurdering af råstofbehovet og -ressourcerne. Regionsrådet besluttede, at Råstofplan 2020 skal fortsætte, som den er, og at spørgsmålet om revision skal tages op igen i 2024.

Indtil da fortsætter regionens arbejde med indsatsområderne i Råstofplan 2020 ud fra det overordnede ønske om at bidrage ambitiøst til FN’s verdensmål for en bæredygtig udvikling.

Du kan læse afgørelsen om revision af Råstofplan 2020 på regionens hjemmeside.