FREDERICIA

Fredericia Kommune anlægger naturområde ved Egeskovvej

Af Steen Knudsen - tv@danmarkc.tv

Det vigtig at give tilbage til naturen“, udtaler Gitte Lyager der er projektleder ved Fredericia Spildevand

Fredericia har mange skønne pletter, hvor vi enten kan gå en tur, eller sidde og nyde naturen. Desværre har naturen og naturoplevelser i mange år været under pres, og arealer brugt til mange andre ting.

Det bliver der heldigvis rettet op på, når der er mulighed for det.

Det er særligt på højre side af Egeskovvej det store jordarbejde er i gang

Lige nu er der ved at blive etableret et naturområde langs Egeskovvej. Det vil uden tvivl give en langt flottere indkørsel til Fredericia, idet projektet også omfatter raffinaderiet.

Det skal ikke kun være flot og pynteligt – det skal give mening for den helt naturlige natur – også kaldet biodiversitet. Der bliver plads til et regnvandsbassin med alt det “kriblekrable”-liv, som det utrolig hurtigt medfører. Bare at tænke på cyklister. der kan høre frøerne kvække løs. Det må da gøre enhver glad.

Anlægsarbejdet sker i samarbejde med Fredericia Spildevand
Det formelle er på plads, forklarer projektleder ved Fredericia Spildevand, Gitte Lyager: “Ja, vi samarbejder med Fredericia Kommune om området derude, da vi har fået tilladelse til at lede regnvand i en sø på en erhvervsgrund.”

Første skridt er altså et jordarbejde, der gør det hele lidt brunt at se på. Men så skal det nok blive grønt!

Det er ikke kun et rent praktisk samarbejde, for der ligger også en værdifuld holdning bag. “Det vigtig at give tilbage til naturen. Normalt gøres dette ved at lave nogle erstatningsbassiner – men her er vi simpelthen indgået et samarbejde med kommunen, hvor vi får mulighed for at lave endnu flere tiltag til at løfte biodiversiteten,” slutter Gitte Lyager

Fredericia Kommune har en plan
“Det bliver lidt brunt og kedeligt, før det bliver grønt og smukt,” skriver Fredericia Kommune på Facebook, og det er rigtigt, men alligevel er der en dejlig blå himmel ovenover.

Biodiversiteten øges i området, og der bliver blandt andet en lavning, hvor regnvand kan samle sig, ligesom der bliver et væld af plantearter.

“I løbet af forår og efterår vil vi plante på arealet – det er i et samarbejde med Plant-et-træ,” fortæller kommunen.

Der skal store maskiner til jordarbejdet

“På den anden side af vejen vil der også ske lidt. Inden for en måneds tid planter vi vejtræer i samarbejde med Crossbridge Energy og Foreningen Danske Olieberedskabslagre. Der har tidligere stået en række store popler. Nu bliver der sat en række mindre træer, så der fortsat er noget grønt på hele den vejside også,” slutter Fredericia Kommune.

I baggrunden ses Crossbridge hvor arbejdet endnu ikke er startet