Kort Nyt

Genbrugsbutikker rejser flere penge til kræftsagen end nogensinde

Af Steen Knudsen - tv@danmarkc.tv

2022 blev et ualmindeligt godt år for Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutikker, som med et beløb på knap 37 mio. kr. skabte den største omsætning nogensinde.

Der har været godt gang i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutikker i 2022. Ifølge årsregnskabet har danskerne nemlig købt for 36,7 millioner kroner brugte varer i foreningens i alt 16 butikker, og dermed præsterer butikkerne den største omsætning nogensinde.

2022 har været et fantastisk år. Vi har sat omsætningsrekord, som jo i sig selv er en rigtig glædelig nyhed. Men det er især en glædelig nyhed, fordi den høje omsætning har haft en så positiv effekt på det samlede årsregnskab, at vi afleverer flere penge til kræftsagen end nogensinde før. Og det endda til trods for, at 2022 også har været et år med uset høje udgifter til blandt andet husleje, el og varme,” lyder det fra Ole Saatterup, chef for Kræftens Bekæmpelse Genbrug.

Til sammenligning lød omsætningen på henholdsvis 26,7 millioner kr. i 2021 og 27 millioner  kr. i 2020, men eftersom disse år var hårdt ramt af coronanedlukninger, blev der af gode grunde også langet færre genbrugsvarer over disken. Derfor er en mere retvisende sammenligning 2019, hvor omsætningen lød på 31,8 millioner kr., hvilket vil sige en pæn omsætningsstigning på omtrent 5 millioner kr.

Nye butikker, krise og ændrede forbrugsmønstre
Ifølge Ole Saatterup hænger den flotte omsætningsrekord blandt andet sammen med, at der er kommet to nye butikker til siden 2019.

I 2019 åbnede vi en butik i Næstved, og her i efteråret 2022 åbnede vi en butik I Holbæk. Begge butikker er kommet rigtig godt fra start og har uden tvivl været med til at bidrage positivt til den samlede omsætning. Og så tror jeg også, at krisen har været med til at lokke flere kunder i genbrugsbutikkerne,” siger Ole Saatterup.

Foto:  Lone Kinderg