Kort Nyt

Coop.dk MAD stopper

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Sidste bestillingsdag på Coop.dk MAD bliver 27. februar, og sidste levering bliver 28. februar 2023

Coop.dk MAD, der de seneste 10 år har leveret dagligvarer direkte til døren over hele Danmark, stopper med udgangen af februar. Det sker efter underskud alle årene, der viser, at der endnu ikke er en forretningsmodel for online-supermarkeder, der er økonomisk bæredygtig, hverken for Coop eller andre aktører.

Vi kan desværre ikke forsvare at fortsætte med at investere så massivt i onlinemarkedet med dagligvarer, hvor ingen endnu har fundet en økonomisk bæredygtig forretningsmodel – og slet ikke når som vi vil gøre det under ordnede forhold med overenskomst for chaufførerne,” siger Kræn Østergård Nielsen.

Til gengæld fokuseres kræfterne på Coops anden og største online-butik, den succesfulde nonfood-forretning, Coop.dk Shopping, der fortsætter under navnet, Coop.dk og som kommer til at spille tættere sammen med de fysiske butikker i Coop-kæden.

Samtidig fastholdes store ambitioner på det digitale område for de kommende år:

Coop vil gå forrest i udviklingen af dansk detailhandels stærkeste omnichannel-oplevelse med butikkerne som omdrejningspunkt.

Udviklingen fortsætter af Coop Appen – hvis teknologi sælges til kæder andre steder i verden. Mere end en halv million danskere gør allerede nu hver uge deres indkøbsoplevelse lidt nemmere, billigere og mere personlig ved brug af Coop app. Appen er den stærkeste digitale kommunikationskanal med potentiale til at blive en endnu vigtigere del af vores kunders daglige indkøb.

De ca. 230 medarbejdere bliver opsagt, men Coop vil i videst muligt omfang søge at finde jobs til dem andre steder i Coop-familien.

Ledelsen i Coop.dk MAD anført af direktør Lars Rasmussen og hele teamet på terminalen i Vallensbæk og de mange chauffører har gjort et fremragende job, skabt en velfungerende drift og givet kunderne en meget tilfredsstillende service. Men lige som alle øvrige aktører i Danmark må vi konstatere, at forudsætningerne for at drive et både lønsomt og ansvarligt online-supermarked ikke kan ses så langt øjet rækker,” siger Kræn Østergård Nielsen.