TAULOV

Cykelforhold: “Stakkesvang er direkte livsfarlig”, mener Kaj Thomsen

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Kaj Thomsen inviterede Byrådet på cykeltur på Stakkesvang og Brørupvænget


I Byrådets spørgetid benyttede Kaj Thomsen, Taulov, muligheden for at spørge ind til cykelstier på Stakkesvang og Brørupvænget. Eller rettere de manglende cykelstier, der efter hans mening gør cykling livsfarligt på de to veje.

Efter Kaj Thomsens opfattelse har de været udskudt siden 2012, hvor jernbanebroen blev bygget, og han undrede sig over at de var med i cykelistkatalogerne for 2020 og 2021, mens der i 2022 står i kommunens budget:

Forligspartierne ønsker at prioritere sikkerhed for de bløde trafikanter. Derfor laves der cykelstier med forbindelse til eksisterende cykelstier alle steder hvor der etableres nye strækninger, ligesom de mange cykelstier på Børupvej og Stakkesvang også etableres, så cyklisterne sikres gode og trygge cykelistforhold, og oplever et sammenhængende cykelstinet”, fortalte Kaj Thomsen.

Formanden for Teknisk Udvalg, Christian Bro (A) medgav, at cykelstierne er kommunens andel i ombygningen af motorvejsafkørsel 61. “I Teknisk Udvalg kommer vi til at se på, om der er noget der kan fremrykkes“, svarede Christian Bro, og afsluttede med, at “vi drøfter det på næste møde i Teknisk Udvalg, og så må vi se, hvad vi når frem til”.

Til DanmarkC TV fortæller Kaj Thomsen yderligere, at ”med den nuværende trafikbelastning er der stor fare for bløde trafikanter. Fra foråret 2024 skal endnu mere trafik ledes ad Stakkesvang og Børupvej. Ifølge vejdirektoratet, vil der ikke være tilgængelighed for bløde trafikanter på Skærbækvej, så længe ombygningen af Tilslutningsanlæg 61 Taulov er i gang. Dette vil strække sig fra februar 2024 til ultimo 2025. I den periode vil også endnu flere bilister benytte Stakkesvang og Børupvej. Igen ifølge vejdirektoratet vil al trafikken fra Skærbækvej ledes af disse veje de sidste 4-6 måneder af projektet, da Skærbækvej lukkes ved det nye lyskryds ved Adelvej/Dronningens kvarter og til lyskryds Skærbækvej/Nordensvej”.

Med det nye erhvervsområde til Mærsk, og det nye brintdepot, vil kørslen med tunge køretøjer stige yderligere”, slutter Kaj Thomsen.

DanmarkC TV erfarer, at det kun er Byrådsmedlem Tommy Rachlitz Niensen (C) der har taget imod tilbuddet om en cykeltur.  

DanmarkC TV følger op på sagen…