FREDERICIA

Bare hop i – Fredericia kan hejse fire blå flag

Af Tommy Raun - thr@danmarkc.tv

Friluftsrådet har netop offentliggjort listen over danske strande og havne, der i 2022 kan hejse enten det Blå Flag eller Badepunkt-flaget.

I år vil det Blå Flag blafre over 184 strande og havne rundt om i landet, mens 53 badesteder lever op til kriterierne for at blive et Badepunkt.

I Fredericia er det Hyby Strand, Skærbæk Strandpark, Trelde Næs & Østerstrand der kan hejse det blå flag.

“En god strand eller havn betyder meget for mange danskere. Derfor glæder det mig, at vi igen i år har kunnet give så mange strande og havne det kvalitetsstempel, som mærkningsordningerne Blå Flag og Badepunkt er,” siger Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet.  

“Miljø og natur er mere og mere på dagsordenen både på politisk niveau og hos den enkelte dansker. Det taler Blå Flag meget ind i, fordi et af de vigtige kriterier for at få det Blå Flag er, at der på stranden eller havnen afholdes forskellige aktiviteteter, som gør gæsterne klogere på natur og miljø,” fortsætter Winni Grosbøll. 

I Danmark er det Friluftsrådet, der som en uafhængig part driver mærkningsordningen, herunder i løbet af sæsonen kontrollerer, at strande og havne med Blå Flag og Badepunkt lever op til kriterierne i ordningen. 

De blå flag hejses på havnene typisk først i maj. Flagene på strande og badesøer hejses typisk først i juni. Se mere om flaghejsninger på kommunernes hjemmesider.