Læserdebat

Kolonihaverne – hvad foregår der i kulissen?

Debat af Karsten Byrgesen, Folketingskandidat, Regionsrådsmedlem i Region Syddanmark og byrådsmedlem i Fredericia

1. april 2022 blev Fredericia kommune citeret for at sige, at de ikke før januar 2021 var klar over, at boligerne i krydset Egeskovvej/indre Ringvej også kendt som kolonihaverne,bebos året rundt. Det var en oplagt joke, som på den helt rigtige dag – 1. april – kunne vække moro, men der er ikke noget at grine af. Udtalelsen er ikke dementeret og den er så langt fra sandheden, at jeg har valgt at gå i rette med den udmelding. Jeg kæmper en enlig politisk kamp for borgernes retssikkerhed og for at belyse, hvad der foregår i kulissen.

Sagen var kendt

Der er over mange år skrevet og sagt meget om det kombinerede beboelses-/kolonihaveområde. Jeg har drøftet sagen med tidligere lokalpolitikere i Fredericia, der meget klart har bekræftet, at ”sagen” om permanente beboelser i lokalområdet var velkendt og ofte diskuteret. Den begrundelse jeg har fået gennem min forrige byrådssamling (2018- 2022, hvor jeg sad i By- og Plan Udvalget der behandlede sagen) var, at Fredericia Kommune ikke kunne arbejde for en lovliggørelse af bosætningerne på grund af støj fra SHELL raffinaderiet. DET HAVDE INGEN GANG PÅ JORDEN AT LOVLIGGØRE OMRÅDET FIK JEG AT VIDE. Den hoppede jeg på, men jeg blev efter et møde med beboerne vækket af vildfarelsen. 

Støjkilder

Vej støj ”tæller ikke”, men det er min påstand, at vejstøjen periodevis er kraftigere en støjen fra Raffinaderiet, men støj fra veje er ikke nogen hindring for, at udvikle beboelsesområder. Det er kendt og velbeskrevet, at raffinaderiet der nu hedder Crossbridge, langt overskrider den støjgrænse, som virksomheden opererer under, hvilket en rapport fra 2021 påviste. 

Fordi Crossbridge er en stor spiller, stilles der ikke krav om overholdelse af deres miljøgodkendelse, på samme måde som f.eks. hos en lille erhvervsdrivende.

Paradokset

Støjramte huse i Skrydstrup (støj fra jet jagere) opkøbes af Staten og videresælges med bemærkning om at husene ligger i ”rød zone” og den nye ejer må tage støjen som den er. Det er en mulighed jeg forfølger, for den mulighed børogså tages i anvendelse i Fredericia. Jeg har anmodet om aktindsigt hos rette myndighed. Sagen slutter ikke her.

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv