Læserdebat

Skueproces

Jens Jørn Pedersen Sanddalvej 4 7000 Fredericia har startet en debat omkring kommunalbestyrelsesmøder

Offentlige kommunalbestyrelsesmøder er på mange måder en udmærket ide, men politikerne opfører sig efter, at offentligheden er på.

Når vi har offentlige kommunalbestyrelsesmøder, er det egentlig overflødig med lokalteater, det klarer kommunalbestyrelsesmedlemmerne ganske udmærket.

Teolog og kirkehistoriker Hal Koch skrev i midten af 1940’rne bogen: ’Hvad er demokrati’, hvor han kommer med rigtig mange gode betragtninger over blandt andet lokaldemokrati.

Kommunalt demokrati består som regel af en folkevalgt kommunalbestyrelse, amtsbestyrelse og nu regionsråd, hvor kandidaterne stiller op til at blive valgt ind i bestyrelse eller råd. I bestyrelsen eller rådet skulle den demokratiske proces gerne fortsætte, hvilket øjensynligt har visse vanskeligheder mange steder. Problemerne opstår især ved bestemte flertal, der i realiteten kan beslutte separat udenom den samlede bestyrelse eller det samlede råd, hvilket sætter demokratiet ud af spil, da demokratiet netop drejer sig om, at alle bliver hørt, hvilket jo så ikke er tilfældet – men det er jo også så besværligt med alle de meninger.

Fredericias kommunalbestyrelse har konstitueret sig som man hør og bør med diverse stående og periodiske udvalg, hvoraf det mest betydningsfulde er Økonomi- og Erhvervsudvalget og kan tiltage sig magten i kommunen og de facto sætte demokratiet ud af kraft, hvilket man kan have mistanke om netop sker i Fredericias kommunalbestyrelse.

Hal Koch skriver om processen, hvor man i udvalgene – i Fredericia især Økonomi- og Erhvervsudvalget – færdigforhandler de enkelte sager inden det kommer i den samlede kommunalbestyrelse, hvor det færdige beslutnings-’forslag’ så fremlægges til afstemning. Nogle gange har den øvrige bestyrelse fået udleveret sagsakterne tidsnok til at kunne sætte sig ind i det og læse, hvad det egentlig drejer sig om. Herefter spørger borgmesteren ud i salen, om man kan stemme for, hvorefter borgmesteren – formanden for Økonomi- og Erhvervsudvalget foretager et hurtigt ’kik’ rundt i salen: ”Det ser ud til at være tilfældet”, det er hermed vedtaget! Lige i dette øjeblik udmøntes det, at man forhindrer man de øvrige medlemmers mening og syn på sagen. Hvorfor råber de ikke op? Det skyldes, at beslutningen erfaringsmæssigt allerede er taget før det kommer i kommunalbestyrelsesmødet.

Fredericia Kommune er et meget tydeligt eksempel på, at det offentlige kommunalbestyrelsesmøde kun er en skueproces eller teater for folket. Så følger man det offentlige møde, så kan teateret nedlægges. Godt nok er det kulturelt utrolig fattigt, da de forskellige indlæg fra bestyrelsesmedlemmer ikke er særlig dybsindige og indsigtsfulde.

De konservative forstår ikke, hvad uafhængighed betyder. Enhedslisten gentager, hvor dygtige de er og har været. Nye Borgerlige fortæller igen og igen, hvorledes de bliver overset, selv om de er de eneste med de rigtige holdninger. Venstre fortæller ligeledes, hvor gode de er og har været. Socialdemokraterne behøver ikke at sige noget for de har magten sammen med Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Dansk Folkeparti siger en masse uden at sige noget. Det lange af det korte er, at de udsagn og taler, der kommer ved kommunalbestyrelsesmødet er uden betydning. Det er blot en skueproces for folket.

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv