Pressemeddelelse

Regionsrådet godkender ny akutplan

Udgivet af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Regionsrådet godkendte på regionsrådsmødet mandag 29. november den nye akutplan for regionen. Planen skal styrke sammenhængen i det syddanske sundhedsvæsen, så alle borgere med akut opstået sygdom eller skade hurtigt får den rette hjælp. De 32 forslag i planen skal være med til at binde sygehuse, kommuner og praktiserende læger endnu bedre sammen i fremtiden.

Bedre kobling mellem lægevagten og sygehusene, når patienter har brug for akuthjælp, og tættere samarbejde mellem sygehusene, psykiatrien og kommunerne. Det er nogle af hovedpunkterne i den nye akutplan, regionsrådet satte i værk i forbindelse med budgetforliget i 2020.

Den nye akutplan indeholder 32 indsatser, som alle skal styrke det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, regionen tilbyder borgerne i samarbejde med de praktiserende læger og kommunerne.

Indsatserne er med til at omsætte Sundhedsstyrelsens nationale anbefalinger til den akutte sundhedsindsats.

Formand for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark Poul-Erik Svendsen (S) glæder sig over, at den nye akutplan nu er godkendt og på sigt kan komme i gang med at blive ført ud i livet:

– Akutplanen har som omdrejningspunkt at skabe bedre sammenhæng mellem de akutte indsatser, og at udnytte de mange sundhedsfaglige ressourcer til fælles gavn for patienten.
Vi skal være bedre til at koordinere og behandle på tværs, hvis patienten har både somatiske behandlingsbehov og måske er psykisk sårbar. Nu er akutplanen klar til at komme ud og arbejde, men set i lyset af den ekstraordinære situation vores sygehuse står i, har vi selvfølgelig forståelse for, at planen bliver gennemført i takt med at sygehusene får mere overskud.

Samarbejde skal gavne patienter

På regionsrådsmødet 26. april besluttede regionsrådet at sende udkastet til den nye akutplan i høring fra 6. maj til 30. august 2021.

Høringssvarene var generelt positive over for forslaget til den nye akutplan, der beskrives som spændende, ambitiøs og visionær. Der er generelt stor opbakning til akutplanens intentioner om at skabe bedre sammenhæng mellem indsatser på tværs af sektorer og mellem somatik og psykiatri.

Fokus på psykiatrien

Den nye akutplan lægger også op til et tættere samarbejde mellem sygehusenes fælles akutmodtagelser, de psykiatriske akutmodtagelser og kommunerne.

Det vil især gavne patienter, som træder ind ad døren til det syddanske sundhedsvæsen med både fysiske og psykiatriske diagnoser. Det kan for eksempel være patienter med misbrug, der både kan have brug for hjælp til afrusning og et akut behov for smertelindring på samme tid.

Og der skal være endnu mere fokus på at spotte patienter, hvor der kan være mere på spil end fysisk sygdom. Det kan nemlig være, at patienten også skal tilses i psykiatrien. Her skal et screeningsværktøj, som i dag anvendes på Sygehus Lillebælt og Sygehus Sønderjylland, udvikles og udbredes til hele regionen.

Fakta:

Region Syddanmark har på grundlag af akutplanen fra 2007 opbygget et stærkt og veludbygget akutberedskab til glæde og gavn for alle borgere i Region Syddanmark. Der er etableret et stærkt sygehustilbud med akut- og specialsygehuse på tværs af regionen, og regionen har løbende udbygget det præhospitale beredskab med lægebiler, akutbiler og lægehelikoptere. Med psykiatriplanen fra 2019 er der også sat gang i arbejdet med at skabe større sammenhæng for patienterne på det psykiatriske område.

Akutplanen har været i høring hos en lang række parter. De inkluderer blandt andre de 22 syddanske kommuner, de fælles MED-Udvalg på regionens sygehuse, Ældresagen, Danske Patienter, Danske Seniorer, Udsatterådet, faglige organisationer, Danske Regioner og Sundhedsstyrelsen.