Læserdebat

Tavshedens pris


Karsten Byrgesen har startet en debat om Tavshedens pris

Skandalesagerne vælter ud af skabene i Fredericia Kommune med havnens (ADP) bilagsskandale, Fredericia Musicalteaters konkurs, og Borgmesterskandalen med ulovlig erhvervelse af en byggegrund, borgmesterens mulige upassende forhold til den tidligere kommunaldirektør, og hustruens ansættelse i havne selskabet ADP. 

Jeg undrer jeg mig over, hvorfor havnebestyrelsen, borgmesteren og det involverede byråds-/ og bestyrelsesmedlem valgte at tie og med overlæg at skjule sandheden for ejerkredsen og offentligheden. Hvorfor skulle der gå to år før samme kreds – hårdt presset af lækager fra en whistleblower – er villig til at kigge på at informere ejerkredsen. Det er tankevækkende, at sandhederne kommer frem fra medarbejdere – whistleblowere – sommodigt vælger at sige offentligt fra- under en stor personlig risiko. Godt gået og fortsæt endeligt med det. 

Kulturen er syg og sag på sag viser et systematisk svigt, der skal standses. 

Tavsheden har så vidt kostet skatteborgerne et tocifret millionbeløb i udgifter til udredning af skandalerne. Penge der er spildt, hvis der måles på de pauvre resultater, der er lagt på bordet. Hertil kommer et kæmpe udækket tab på over 70.000.000 kr. til teatrets kreditorer. 

Ydermere kommer der tusindvis af spildte arbejdstimer som kommunalt ansatte fortsat leverer i oprydningsfasen og behandling af aktindsigtssager. Det er arbejdstid, der kun kan tages fra borgerservicen. Nu venter der retssager og/eller milliondyre forligsbetalinger. Det er kommunalt frås af værste skuffe, som jeg ikke vil ignorere. 

Jeg opfordrer havnen (ADP) til at udarbejde en ændring af praksis, der forpligter selskabet til uopfordret, at informere ejerkredsen (Byrådene) om sager af betydning. Dette vil genskabe tilliden. 

Det kan undre, hvad et udpeget byrådsmedlem laver i en bestyrelse, hvor der er total tavshed til omverdenen, hvem der refereres til, og på hvilket grundlag og i hvis interesse byrådsmedlemmet tager beslutninger eller mangel på samme. Det lugter af en habilitetsudfordring når borgmesteren og det udpegede byrådsmedlem, som bestyrelsesmedlemmer refererer til sig selv i Økonomiudvalget og videre til Byrådet. 

Den triste fællesnævner i alle sagerne, er borgmesteren- og socialdemokratiet og de politisk udpegede bestyrelsesmedlemmer. 

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv