FREDERICIA

Så bygges der på FredericiaC

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

FredericiaC quayviewAlmen og privat aktør går sammen om at opføre det første byggeri i FredericiaC

FredericiaC har indgået en aftale med Boligselskabet Futura Fredericia og en privat aktør
om opførelsen af i alt 56 lejligheder og 600 m2 kontorerhverv med en attraktiv beliggenhed
lige ud til den første kanal i den nye kanalby og med udsigt til Lillebælt.
Udviklingen af FredericiaC – Kanalbyen ved Lillebælt er i fuld gang. Vand fra Lillebælt er netop
blevet lukket ind i den første kanal, som står helt færdig til august. Og nu er den første aftale om
opførelse af boliger og erhverv blevet underskrevet.
Det er det almene boligselskab Futura Fredericia og en privat aktør, der skal udvikle det første
byggefelt beliggende mellem Oldenborggade og den første kanal i FredericiaC.
I alt kan der opføres 5.800 m2 bebyggelse. Boligselskabet Futura Fredericia udvikler 40 almene
boliger, mens den private aktør udvikler 16 ejerlejligheder og 600 m2 kontorerhverv.
”Vi har længe arbejdet målrettet mod at skabe grundlaget for at komme i gang med det første
byggeri i den nye kanalby. Med indgåelsen af den første aftale har vi nået en vigtig milepæl i
udviklingen af FredericiaC, som skal være en mangfoldig bydel med plads til alle. Vi glæder os
derfor over, at vi med det første byggeri kan tilbyde en bred målgruppe på tværs af alder,
indkomster og familiestørrelser en attraktiv bolig direkte ud til den første kanal og med udsigt til
Lillebælt”, siger Carsten Koch, bestyrelsesformand for FredericiaC.
Kvalitetsbyggeri med varieret arkitektur
Byggeriet får en rektangulær karré-struktur, der varierer i højde fra 2-5 etager. For at få mest muligt
sollys ned i gården er bygningerne lavest ud til kanalen mod syd. Erhvervslejemål placeres i
stueetagen og på første sal ud til Oldenborggade mod nord.
De almene boliger bliver både 2-, 3- og 4-værelses lejeligheder, mens ejerlejlighederne bliver på
tre og fire værelser. Alle boliger får altaner eller en altangang, som overvejende vil være sydvendte
med udsigt til kanalen og Lillebælt eller et grønt og landskabeligt gårdrum. Enkelte boliger får egen
udgang til attraktive tagterrasser. Under gårdrummet etableres en parkeringskælder med plads til
ca. 30 biler og 130 cykler.

fredericiac UdvBoligselskabet Futura Fredericia er glad for at være blandt de første der opfører et byggeri i
FredericiaC.
”Vi har haft en god dialog og et godt samarbejde med FredericiaC om udformningen af det første
byggeprojekt i den nye kanalby. FredericiaC’s udviklingsplan er både ambitiøs og visionær, og
vores mål er, som de første, at være med til at sætte gang i udviklingen af den nye bydel med et
kvalitetsbyggeri, der efterlever udviklingsplanens intentioner og visioner”, siger Henning Due
Lorentzen, næstformand i Boligselskabet Futura Fredericia, og tilføjer:
”At FredericiaC har investeret i at etablere den første kanal allerede nu, har haft afgørende
betydning for at vi går ind i projektet. Kanalen repræsenterer en stor herlighedsværdi og er
sammen med grundens sydvendte orientering et stort aktiv for den stemning og det liv, som
kommer til at udfolde sig i og omkring den kommende bebyggelse”.
Parterne bag FredericiaC – Fredericia Kommune og Realdania By – glæder sig også over at den
første købsaftale nu er en realitet.
”Det er rigtigt glædeligt, at vi nu har indgået den første købsaftale om opførelse af boliger og
etablering af erhvervsbyggeri i FredericiaC med både en almen og en privat aktør. Samtidig
glæder vi os over, at vi også er i dialog med andre interessenter og investorer. Udviklingen af
FredericiaC er vigtig for hele kommunen, fordi vi her tiltrækker nye borgere og arbejdspladser”,
siger Jacob Bjerregaard, borgmester i Fredericia Kommune.
Mette Lis Andersen, adm. direktør i Realdania By, siger:
”FredericiaC ønsker, at den nye bydel skal tilbyde en variation af bolig- og ejerformer, som kan
skabe grundlaget for en levende bydel med et mangfoldigt byliv. Samtidig ønsker vi et byggeri med
et varieret udtryk, f.eks. ift. etagehøjder, facadefarver og materialevalg, der også spiller sammen
med byggeriet i den historiske bymidte. Vi er derfor meget glade for, at vi sammen med både en
almen og en privat aktør kan realisere et kvalitetsbyggeri, som lever op til vores visioner og
ambitioner”.
Byggestart sensommeren 2016
FredericiaC forventer, at byggeriet kan påbegyndes i sensommeren 2016 og at de første beboere
og virksomheder kan flytte ind ca. et år senere.
Når det ikke er muligt at komme i jorden før, skyldes det, at opførelsen af almene boliger er
underlagt en række regler, som skal overholdes. Bl.a. skal byggeriet sendes i udbud.

Fakta
Grundareal: 2000 m2
Bebyggelse: 5.800 m2 – fordelt på:
• 40 almennyttige boliger (3.600 m2), der opføres af Boligselskabet Futura Fredericia
• 16 ejerlejligheder (1.600 m2) og 600m2 kontorerhverv, der opføres af en privat aktør
Forventet byggestart: Sensommer 2016