FREDERICIA

101 flere gode grunde til at flytte til Fredericia

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fredericia Kommune har fået nye byggegrunde på hylderne, og interessen er allerede kæmpestor  

Interessen for nye byggegrunde i Fredericia Kommune er stor. Særligt for grundene i kommunens nye og attraktive udstykning Fuglsang Allé. Udstykningen indeholder i alt 101 byggegrunde, og i første omgang er det etape 1 –  Fuglsang Vest, der indeholder 51 grunde, der nu udbydes til salg.

”Fuglsang Allé er et rigtig godt eksempel på, at der er en kæmpestor efterspørgsel på nye byggegrunde i Fredericia Kommune. Over 160 personer har allerede henvendt sig og er blevet skrevet på kontaktlisten, som ønsker at modtage udbudsmaterialet, og det kan jeg godt forstå. Det er en attraktiv udstykning tæt på det hele og med store grønne områder”, siger borgmester Steen Wrist.

Medlem i Økonomiudvalget Pernelle Jensen glæder sig over, at Fredericia Kommune kan imødekomme den store efterspørgsel på byggegrunde, som også giver flere muligheder for at realisere sine boligdrømme. 

”Vi ønsker både at fastholde og tiltrække nye borgere og især børnefamilier. Fredericia har meget at byde på til særligt den målgruppe, men vi skal også kunne tilbyde forskellige muligheder for at bosætte sig” , siger Pernelle Jensen og fortsætter: ”Grundene i Fuglsang Allé tiltrækker især børnefamilier, der ønsker god plads og en attraktiv placering i naturskønne omgivelser, og så er der tænkt på trafiksikkerhed i selve udstykningen, hvilket gør den meget børnevenlig” . 

default

Helt tæt på naturen

Fem grunde er allerede solgt til udstillingshuse, og de resterende 46 grunde sælges i første omgang i udbud. Størrelsen på grundene i etape 1 varierer mellem 744 – 1110 m2 til priser fra 650.00 og 1.050.000. 

Den eftertragtede udstykning ligger naturskønt tæt på skov. En spændende lokalplan trækker naturen ind i boligområdet blandt andet med grønne kiler med mange træer, som giver flere grunde i udstykningen gode muligheder for udsigt til landskab. 

Størstedelen af boligområdet udstykkes til åben-lav parcelhusbebyggelse, mens et mindre område i den syd-vestligste del også kan anvendes til tæt-lav rækkehusbebyggelse. 

Nu kan du byde!
Drømmer du om at bygge nyt i Fredericia Kommune? Så kan du byde på en grund i etape 1- Fuglsang Vest frem til den 25. marts 2021. 

Læs mere om udstykningen og find udbudsmaterialet på Fredericia Kommunes hjemmeside: 

https://www.fredericia.dk/borger/bolig-byggeri/byggegrunde-til-salg/fuglsang-alle

default

Flere grunde på vej
For at tiltrække nye tilflyttere og imødekomme den stigende efterspørgsel på nye byggegrunde har Fredericia Byråd besluttet at investere massivt i byggemodning i de kommende år. I dag har Fredericia Kommune flere byggegrunde til salg – blandt andet Flintemarken i Taulov og Sivvænget i Pjedsted. Over de næste par år bliver paletten yderligere udvidet med blandt andet byggegrunde i Fjordalléen i Trelde og etape 2 i Fuglsang Allé. Med investeringerne vil kommunen i alt råde over 175 nye byggegrunde til tilflyttere. 

Hold dig opdateret på, hvad der sker i Fredericia og omegn. DanmarkC TV bringer dagligt nyheder på vores netavis, og sender de bedste indslag på vores tv-kanal (kanal SYD), der kan ses af over 792.000 indbygere – fra Horsens til ned til den dansk-tyske grænse. – Følg DanmarkC TV på de sociale medier.

.

.