FREDERICIA

VINDER AF ARKITEKTKONKURRENCE OM FÆSTNINGSBYEN I FREDERICIA

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Nye porte og broer og en historisk bypark, der kalder på gåture og forskellige oplevelser. Det er blandt hovedtrækkene i det konkurrenceforslag, som har vundet Fredericia Kommunes arkitektkonkurrence om Fredericia Vold

Siden efteråret 2016 har Fredericia Vold ligget på tegnebrættet hos fem udvalgte arkitektteams, som har deltaget i arkitektkonkurrencen Fæstningsbyen Fredericia. Mandag den 20. marts kunne Fredericia Kommune afsløre vinderprojektet.

”Vi har valgt en vinder med udgangspunkt i, at dette forslag vurderes at være det, der bedst lever op til bedømmelseskriterierne og er det mest robuste i forhold til den videre udvikling og dialog med Fredericia Kommune og borgerne i Fredericia”, sagde dommerkomiteen blandt andet.

Og vinderen er 

Vinderprojektet er tegnet af Erik Brandt Dam Arkitekter med underrådgivere Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter, Cornelius + Vöge Arkitekter Aps, MOE A/S, Rådgivende Ingeniører og Martin Zerlang, Professor. Teamet illustrerer en helt særlig indlevelse i Fredericia som sted og byens mange historiske lag – ikke kun den militære historie men også historien om byens privilegier og industrialisering.

”Voldanlægget er en vigtig brik i udviklingen af byen, og med dette ambitiøse vinderforslag kommer vi til at se moderne arkitektur, der forholder sig ydmygt til Fredericias historie og den historiske sammenhæng mellem by og vold”, siger borgmester i Fredericia Kommune og formand for dommerkomitéen Jacob Bjerregaard

Nye porte og broer 

Vinderprojektet lægger op til, at to nye porte ved Kongens Port og Prangervej skal binde volden sammen med en sammenhængende stiforbindelse fra Holstens Bastion til Kastellet. Portenes enkle arkitektur og materialevalg skal markere gennembruddene af volden og give en særlig oplevelse af ankomsten til fæstningsbyen. Oplevelsen forstærkes yderligere af, at dæmningerne ved Prangervej, Danmarks Port og Nørre Port indsnævres og beklædes med en lodret spuns, som skal signalere en bro.

En moderne bypark
Vinderprojektet giver også nogle kreative bud på, hvordan byen kan få mere glæde af volden som en moderne bypark med forskellige oplevelser og opholdsmuligheder. Ny belysning og en sti langs voldfoden i voldgaderne skal gøre det nemmere at komme op på volden, og enkelte steder skal volden ryddes for buskads og træer for at give frit udsyn til Lillebælt.
Næste skridt 

Før første spadestik kan tages, skal detaljerne i vinderforslaget bearbejdes.
”Vinderprojektet er ikke en færdig løsning. Foran os ligger en spændende proces sammen med Erik Brandt Dam Arkitekter, hvor Fredericias borgere, foreninger og andre interessenter kan spille ind med ideer og visioner til, hvordan vi med dette glimrende udgangspunkt kan sikre det bedst mulige resultat for vores historiske voldanlæg”, siger Jacob Bjerregaard og fortsætter: ”Projektet skal først godkendes af fredningsmyndighederne, og så forventer vi at gå i jorden i 2018.”

Arkitektprojekter udstilles 

Alle interesserede kan se de fem projekter, som udstilles i Tøjhuset fra den 20. til den 24. marts. Efterfølgende vil vinderprojektet blive udstillet i Det Grønne Rum i Danmarksgade.

Fakta om Arkitektkonkurrencen Fæstning Fredericia 

– I juni 2016 modtog Fredericia Kommune en donation på 50 mio. fra A. P. Møller Fonden. 15 mio. kroner skal gå til at fortsætte arbejdet med bevaring af ejendomme inden for volden og 35 mio. kroner til at styrke voldens karakter og landskab. Heraf går ca. 2,5 mio. kroner til at afholde en konkurrence, hvor landskabsarkitekter og samarbejdspartnere fra hele landet inviteres til Fredericia for at give deres bud på, hvordan oplevelsen af fæstningsbyen kan styrkes. Det resterende beløb skal bruges til realisering af vinderprojektets første etape.

– I løbet af sommeren og efteråret 2016 udarbejdede Fredericia Kommune og rådgiverne i samarbejde med borgere og forskellige interessenter et konkurrenceprogram for arkitektkonkurrencen.

– Dommerkomiteen der har udpeget vinderforslaget består af: Jacob Bjerregaard, borgmester i Fredericia Kommune (formand for dommerkomiteen), Ove Hornby, A. P. Møller Fonden, Ulla Lunn arkitekt, A. P. Møller Fonden, Steen Wrist Ørts, formand for By og Planudvalget, Mogens Bak Hansen, direktør for Vækst, Bodil Schelde-Jensen, kultur- og fritidschef, Irene Jensen, arkitekt, Fredericia Kommune, fagdommer Lisbeth Westergaard, indehaver, landskabsarkitekt maa, fagdommer Helle Søholt, arkitekt maa, partner Gehl Architects.

– Fredericia Kommune og A. P. Møller Fonden samarbejder med rådgivningsfirmaet ARKITEKTKONKURRENCERDK ApS, ved Anne-Mette Bølling, dir. seniorkonkurrencerådgiver med underrådgiver Jens V. Nielsen og Blue Bakery. ARKITEKTKONKURRENCERDK ApS har bl.a. tidligere været konkurrencesekretariat for arkitektkonkurrencen om restaurering og udstillingsbygning på Nyborg Slot og det nye Vadehavscenter syd for Ribe.

Fakta om Fæstningsbyen Fredericia

– Byen er anlagt som fæstning af Frederik III i 1650.

– Fredericias placering ved Lillebælts smalleste punkt gjorde byen ideel som fæstning. Fæstningsanlægget var ved opførelsen forsynet med ni bastioner mod landsiden og 11 mindre bastioner på de to vandsider.

– I 1909 ophørte fæstningen som militært anlæg, og Fredericia Kommune købte i 1914 arealerne efter ønske fra byens borgere.

– I dag fungerer fæstningen som en grøn bypark under navnet Fredericia Vold. Fredericia Vold er i dag Nordens største og et af Europas bedst bevarede voldanlæg.