FREDERICIA

Fredericia Teater offentliggør castet til A Midsummer Night’s STEAM

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

 

To kendte musicalskuespillere krydser kærlighedsklinger til sommer på Fredericia C – på havnen, når amorinerne farer frem og tilbage og på kryds og tværs i Fredericia Teaters produktion af A Midsummer Night’s STEAM.

 

De har hver deres hovedrolle i hver deres musical på Fredericia Teater, men nu skal de spille over for hinanden i den magiske kærlighedskomedie STEAM. En soul-pumpet udgave af Shakespeares A Midsummer Night’s Dream. Emil Birk Hartmann kender vi som Mick i Shu·bi·dua – The Musical og Lars Mølsted vil til efteråret spille rollen som Quasimodo i Fredericia Teaters produktion af Disneys KLOKKEREN FRA NOTRE DAME – The Musical. Nu krydser de to kærlighedsklinger i en ny forestilling, udviklet af Uterus og produceret af Fredericia Teater.

Quasimodo og Mick er et godt team, fortæller Emil Birk Hartmann: “Jeg tror faktisk, at Mick og Quasimodo kunne blive rigtig gode venner, hvis de mødte hinanden i virkeligheden. De er to akavede mennesker, som på hver deres facon prøver at finde deres plads i verden. Jeg glæder mig meget til at spille sammen med Lars Mølsted. Udover at vi er venner privat, så er Lars en enormt kvik og ærlig skuespiller, som arbejder hårdt, seriøst og vigtigst af alt er meget generøs med alt, hvad han kaster ud i.”

Aldrig set før
Ud over de to kendinge byder STEAM på et spændende cast med både nye talenter og gengangere fra Fredericia Teaters succesfulde repertoire. Mød bl.a. Christian Collenburg, Frederikke Maarup Viskum, Anne Fuglsig som alle har medvirket i flere af Fredericia Teaters forestillinger sammen med teatrets faste skuespillere Bjørg Gamst, Maria Skuladottir og Thomas Jensen som vi også får set helt nye sider af.

Også et helt nyudklækket talent fra Den Danske Scenekunstskole – Musicalakademiet Fredericia er på rollelisten. Katrine Jenne er musicalperformer og har været en del af ensemblet på Fredericia Teater under sin uddannelse, men nu debutterer hun i STEAM i rollen som Adria: ” Jeg føler mig helt ekstremt heldig og privilegeret over at få lov til at skulle lave en splinterny forestilling med et super fantastisk cast og i en helt ny sceneopsætning udendørs på Fredericia C – som aldrig er set før på Fredericia Teater.”

Teaterchef Søren Møller er endnu en gang stolt over at præsentere et talentfuldt hold til en Fredericia Teater-produktion: “Det er jo ingen hemmelighed at vi altid går efter at caste de helt rigtige skuespillere til rollerne og ikke dem, der er kendt fra tv. Og denne gang har vi kombineret nogle af de lidt mere erfarne skuespillere, som er kendte navne fra vores tidligere produktioner, med nogle helt nye og friske talenter. Jeg glæder mig meget til at se dem alle sammen i STEAM. Når jeg kigger på dette hold, bliver jeg oprigtigt glad og forventningsfuld helt inde ved hjertet.

En soul-pumpet musical
Sidste år var det den anmelderoste rock-musical Bleeding Love og forrige år var det den hårde rock-musical LIZZIE, Fredericia Teater havde på plakaten. Nu præsenterer teatret endnu engang en musical med en særlig musikgenre – nemlig soul. Og castet er allerede begejstret for musikken: “Helle Hansens soulede musik! Jeg glæder mig som et lille barn til at synge hendes numre hver eneste aften”, fortæller Katrine Jenne.

Emil Birk Hartmann stemmer i: “Jeg glæder mig rigtig meget til at være med i STEAM, så at nævne én ting føles som at tage noget fra de utallige andre grunde til, hvorfor jeg glæder mig. Men nu når du vrider armen om på mig, så glæder jeg mig mest til at få lov til at synge musikken, som er skrevet af Helle Hansen. Jeg er stor fan, og det er en stor ære at få lov til at føre hende musik op på scenen.”

 

 

 

I A Midsummer Night’s STEAM følger vi fire elskendes kamp for at overvinde forhindringerne ved at finde – og vinde – ægte kærlighed. Adria, Elena, Luigi og Dino er forelskede på kryds og tværs, men må ikke få dem, de gerne vil have. Alt bliver dog vendt op og ned, da de i en flugt ender på havnen og møder både frisører, feer og en kærlighedsblomst, der hurtigt kommer til at skabe masser af kaos!

A Midsummer Night’s STEAM er baseret på Shakespeares En Skærsommernats Drøm, men er flyttet fra Shakespeares eventyrskov til 1960’ernes New York.

Det er en nyskrevet musical fyldt med humor, gangstere, intriger, magi og frem for alt masser af lækker soulmusik.

 

 

Rolleliste:

Adria                                  Katrine Jenne

Elena                                  Cecilie Thiim

Luigi                                   Emil Birk Hartmann

Dino                                   Lars Mølsted

Bob                                     Christian Collenburg

Peggy                                 Frederikke Maarup Viskum

Dorothy                             Anne Fuglsig Jensen

Gracy-Lou                          Bjørg Gamst

Titania                               Maria Skuladottir

Puck                                   Thomas Jensen

 

Emil Birk HartmannEmil Birk Hartmann er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole – Musicalakademiet Fredericia i 2014 og er, sin unge alder til trods, en garvet herre i dansk showbizz. Emil har medvirket i Disney’s DEN LILLE HAVFRUE – The Musical og ALADDIN – The Musical samt spillet hovedrollerne som henholdsvis Jim Hawkins i Skatteøen på Folketeatret og senest i kæmpesuccesen som Mick i Shu-Bi-Dua – The Musical. Emil er også at finde i flere tv-serier bl.a. Broen, Lærkevej og Limbo. Emil glæder sig meget til at stå på scenen som Luigi i STEAM til sommer.

 

 

Lars MølstedLars Mølsted er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole – Musicalakademiet Fredericia i 2010 og har siden 2011 været skuespiller ved Fredericia Teater, hvor han har spillet et væld af hovedroller; blandt andet i dukkemusicalen Avenue Q og kærlighedshistorien The Last Five Years, som han modtog Reumerts Talentpris for i 2012. Af andre roller kan nævnes Aldolpho i Den Snalrede Anstandsdame, Alvin i Mit Livs Historie, Dr. Copelius i Ole Lukøje, Florian i Bleeding Love og senest som Leif og hovedlæge i Shu·bi·dua – The Musical. Lars har også fungeret som instruktørassistent på teatret og underviser desuden aspirerende talenter uden for teatrets regi.

 

Katrine JenneKatrine Jenne er uddannet på Den Danske Scenekunstskole – Musicalakademiet Fredericia i 2015 og har under sin uddannelse medvirket i Fredericia Teaters opsætninger af Young Frankenstein og My Fair Lady. Katrine debuterede som sanger allerede som 8-årig og vandt som 9-årig Børneavisens talentkonkurrence i Musikhuset Aarhus. Katrine har optrådt som solist på Plænen i Tivoli, i Odd Fellow Palæet, til åbningen og etårsdagen for Ronald McDonald Huset på Rigshospitalet og flere steder i Malaga. Hun har sit eget jazz-band “Lige et Øjeblik”, hvor hun har spillet på Langelinie Pavillionen. A Midsummer Night’s STEAM bliver Katrines debut som musicalperformer.

 

Cecilie ThiimCecilie Thiim er uddannet på Den Danske Scenekunstskole – Musicalakademiet Fredericia i 2007. På Fredericia Teater har Cecilie spillet Blossom i High School Musical 2 og Ulla i The Producers. Cecilie har også medvirket i Evita, Love Never Dies, Sweeney Todd, Cabaret og Sugar. Når Cecilie ikke står på scenen er hun sanger i bandet TennisBand, arbejder som koreograf-assistent og har endda også deltaget i Det Danske Melodi Grand Prix i 2009.

 

 

 

Christian CollenburgChristian Collenburg er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole – Musicalakademiet Fredericia i 2014 og har siden medvirket i familie-forestillingen Bølle-Bob og i Folketeatrets opsætning af Skatteøen. Senest medvirkede Christian i Dronning Dorothea Teaters opsætning af Blodbrødre og Fredericia Teaters Shu·bi·dua – The Musical. Under sin uddannelse har Christian medvirket i Fredericia Teaters ALADDIN – The Musical og Odense Teaters genopsætning af De Tre Musketerer – The Musical.

 

 

 

Frederikke Maarup ViskumFrederikke Maarup Viskum er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole – Musicalakademiet Fredericia i 2010, og hun har siden medvirket i en bred vifte af forestillinger rundt omkring i landet. Bl.a. Sweeney Todd på Odense Teater, Gummi Tarzan på Folketeatret, Evita på Holstebro Musikteater, Hairspray i Tivoli og mange flere. Hun er tidligere set på Fredericia Teater i The Sound of Music, The Drowsy Chaperone og senest i den blodige rockmusical LIZZIE.

 

 

 

Anne Fulgsig JensenAnne Fuglsig Jensen er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole – Musicalakademiet Fredericia i 2013 og har efterfølgende efteruddannet sig i London på The Associated Studios. På den hjemlige scene har Anne medvirket i Dansk Musik Teaters turnéforestilling Fregatten Jylland, i Fredericia Teaters produktion af Disney’s DEN LILLE HAVFRUE – The Musical, i Rester af Alice på Teater Katapult i Aarhus. Seneste har Anne medvirket i den anmelderroste Shu·bi·dua – The Musical

 

 

Bjørg GamstBjørg Gamst er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole – Musicalakademiet Fredericia i 2011. Samme år debuterede hun i den Reumert-nominerede dukke-musical Avenue Q på teatret. På Fredericia Teater medvirkede Bjørg i Den Snalrede Anstandsdame, De Tre Musketerer, Ole Lukøje, som Ariel i Disney’s DEN LILLE HAVFRUE, som Lizzie Borden i hardrock-musicalen LIZZIE og senest som den kvindelige hovedrolle Sille i Shu·bi·dua – The Musical på Østre Gasværk Teater. I 2013 var Bjørg solist ved Show Off, NAMTs 25-års jubilæumskoncert på Broadway i New York, hvor hun sang et uddrag fra netop LIZZIE.

 

Maria SkuladottirMaria Skuladottir er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole – Musicalakademiet Fredericia i 2004. Maria har medvirket i adskillige musicals på de danske scener, heriblandt i Mød mig på Cassiopeia, Sweeney Tod, West Side Story, My Fair Lady, Bleeding Love og Ole Lukøje, hvor sidstnævnte indbragte hende en Reumert-nominering i kategorien Årets Sanger. Siden 2011 har Maria været en del af Fredericia Teaters faste ensemble. På Fredericia Teater har publikum kunnet opleve Maria i adskillige kvindelige hovedroller, bl.a. som Milady i De tre Musketerer, Cathy i The Last Five Years, som Den Snalrede Anstandsdame i musicalen af samme navn. Senest har du kunne opleve Maria i Shu·bi·dua – The Musical som Moster.

 

Thomas JensenThomas Jensen er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole – Musicalakademiet Fredericia i 2004 og har været fastansat på Fredericia Teater siden 2011. På Fredericia Teater har Thomas medvirket i bl.a. Edges, De Tre Musketerer, Avenue Q, Disney’s ALADDIN – The Musical, Young Frankenstein og Disney’s DEN LILLE HAVFRUE – The Musical. Senest har publikum kunne opleve Thomas i den yderst anmelderroste rolle som den rock-syngende skinhead Hundni i Bleeding Love og som Hovedlæge i Shu·bi·dua – The Musical.

 

 

 

 

Location
Som noget fuldstændig nyt bliver musicalen opsat på Fredericia C – på Fredericia havn, og de lokale omgivelser vil med garanti give musicalen en helt særlig stemning. Vi glæder os til at udforske havnens mange muligheder og spille en ordentlig omgang soul-fuld Shakespeare for publikum i den danske sommer!

Premiere

juni 2016 på Fredericia Havn

Ingen forestillinger d. 25., 26. og 27. juni.
Forestillinger spiller indtil 6. juli.
Billetpriser: kr. 125.

Billetbestilling: www.billetnet.dk – 7015 6565

Kontaktperson

Presse- og Marketingsansvarlig
Christina Nejsig
Mail: christina@fredericiateater.dk
Mobil: 2713 8332