Socialdemokratiet ser fremad efter generalforsamling

Socialdemokratiet ser fremad efter generalforsamling

Efter et udfordrende valgår mødtes ca. 50 lokale socialdemokrater til ordinær generalforsamling for at udstikke kursen mod fremtidens politiske slagmark

Selvom partiet mærker efterveerne fra Kommunal- og regionsrådsvalgene, var stemningen præget af kampgejst og vilje til selvransagelse, pointeres det i en pressemeddelelse fra partiet.

Kredsformand Karsten Cordtz kunne i sin beretning fortælle om en forening, der summer af aktiviteter og har fastholdt sit medlemstal siden 2025. Trods medlemsfremgang lagde formanden ikke skjul på, at resultaterne ved de seneste valg kræver handling:

– Vi fik et dårligt valg ved begge valg, men er dog stadig byens største parti og det parti i byen der fik flest stemmer lokalt til regionsrådet.

Partiet har gennemført en grundig evaluering på tværs af bestyrelse, byrådsgruppe og medlemmer. Dette arbejde skal danne fundamentet for et stærkt comeback i 2029. Karsten Cordtz betonede, at fremtidig succes kræver tættere bånd til samarbejdspartnere:

– Vi må aldrig tage vores samarbejdspartnere for givet og vi skal i høj grad være opmærksomme på, hvordan vi samarbejder og hvordan vi formidler vores politik.

Fokus på velfærd og grøn omstilling

Gruppeformand John Erik Nyborg understregede på Socialdemokratiets generalforsamling, at partiet trods et tabt valg fortsat er Fredericias største parti og klar til at tage ansvar for byens udvikling med fokus på fællesskab, stærk velfærd og muligheder for alle.

John Nyborg fremhævede byens styrkepositioner inden for erhvervsudvikling, Naturpark Lillebælt og den grønne omstilling som centrale elementer i det videre arbejde.

Valgkamp og nye ansigter

Folketingskandidat Maria Radoor berettede om en intens kampagne.

Sammen med DSU og frivillige er hun dagligt i dialog med vælgerne om emner som formueskat, rent drikkevand og en mere retfærdig tilbagetrækning.

Aftenen bød også på demokratiske valg og hæder:

Æresmedlemmer: Bente Ankersen og Bente Gertz blev hyldet for deres langvarige indsats i lokal og regional politik.

Genvalg: Næstformand Gitte Vetter og kasserer Lone Thomhav.

Nyvalgte: Martin Ramsdal Petersen (bestyrelsen) og Sonja Randrup (suppleant).