Takket være generøse donationer fra Nordjyllandsfonden og EWII har Fredericia Musicalteater i år kunnet slå dørene op for 600 lokale institutionsbørn, der helt gratis har fået lov til at opleve den Reumertnominerede musical DE TRE SMÅ GRISE.
Hvert år opsætter Fredericia Musicalteater en børnemusical med stor succes for publikum i alle aldre.
Billetterne flyver over disken og fra uge 7 er AHA Salen fyldt med børn, der opsluges af teatrets magi.
I år er ingen undtagelse, hvor den Reumertnominerede børnemusical DE TRE SMÅ GRISE spiller for
fyldte sale i Fredericia, Aarhus og Aalborg i februar og marts, lyder det fra Musicalteatret i en pressemeddelelse.
Men 2026 har alligevel været anderledes. Fredericia Musicalteater har nemlig kunnet invitere 600
institutionsbørn fra Fredericia Kommune gratis i teatret med donationer fra Nordjyllandsfonden og
EWII. I samarbejde med Fredericia Kommune blev billetterne fordelt til lokale børnehaver i byen, så
endnu flere børn, uagtet deres families ressourcer, fik mulighed for at opleve DE TRE SMÅ GRISE.
– Arbejdet med børnemusicals har høj prioritet for os, da børn også fortjener musicals af højeste kvalitet, ligesom voksne. Vores musicals til børn har de seneste år fået større publikumstilslutning, som vi er meget stolte af, og vi er glade for, at vi med donationerne fra Nordjyllandsfonden og EWII kan sikre, at endnu flere børn i Fredericia får lov til at opleve DE TRE SMÅ GRISE, udtaler teaterdirektør Thomas Bay
Teateroplevelser udvikler empati og kreativitet
Siden opstarten i 2021 har Fredericia Musicalteaters børnemusical haft vokseværk. Forestillingerne spillede førhen i teatrets Lille Sal med plads til 250 personer og spillede oftest i en periode kun begrænset til vinterferien i uge 7.
De seneste år har publikumstallet været støt stigende og i 2025 voksede børnemusicalen ud af sine vante rammer og ind i AHA Salen, da DE TRE BUKKE BRUSE spillede i februar og marts. Ligesom DE TRE SMÅ GRISE var børnemusicalen i 2025 også på turné i Aalborg og Aarhus, hvor flere datoer også var udsolgt.
Den stigende interesse for musicals til børn kommer ikke bag på dramaturg på Fredericia Musicalteater, Katja Lotsberg Nilsen, der er uddannet dramapædagog. Hun er glad for, at 600 børnehavebørn kom gratis i teatret.
– Der er så mange gode grunde til, at det er fantastisk, at børn får en teateroplevelse,” siger Katja Lotsberg Nilsen.
– Musicaloplevelser i børnehaven kan potentielt blive kropsforankrede kerneminder, de har med sig resten af livet. For slet ikke at tale om alle de tanker og samtaler en god fortælling kan sætte i gang hos børn – i forbindelse med DE TRE SMÅ GRISE om søskendeforhold, at hjælpe hinanden og om at være god ved naturen.

DE TRE SMÅ GRISE handler om Scwhein, Nee og Stig, der skal flytte hjemmefra og bygge deres egne huse. Undervejs møder de Den store stygge ulv, der vil æde dem og grisemor, men ved at stå sammen
og bruge hinandens styrker, besejrer de ulven og kan leve i fred.
Det er tredje gang, at DE TRE SMÅ GRISE bliver opført på Fredericia Musicalteater og at dømme på børnelatteren fra salen til institutionsvisningerne var det også en succes for børnehaverne.
DE TRE SMÅ GRISE er skrevet af Broadway-komponisterne George Stiles og Anthony Drewe og har spillet for fyldte sale siden premieren 7. februar.
Fredericia Musicalteater har derfor åbnet ekstra forestillinger og DE TRE SMÅ GRISE spiller for sidste gang i weekenden 14. og 15. marts. Billetter købes via teatrets hjemmeside