Kom til åbent hus i Seniorhuset I.P. Schmidt

Kom til åbent hus i Seniorhuset I.P. Schmidt

Overgangen fra et travlt arbejdsliv til en pensionist tilværelse kan være en stor omvæltning – men det er også en mulighed for at opdage nye interesser og engagere sig i nye fællesskaber for at skabe sig en meningsfuld hverdag.

Netop det sætter Seniorhuset I.P. Schmidt fokus på, når de den 4. oktober inviterer til åbent hus.

Her åbner huset dørene for alle, der er nysgerrige på, hvordan et aktivt seniorliv kan se ud.
For seniorhuset danner rammen om et rigt og varieret fællesskab med aktiviteter drevet af hele 25 forskellige foreninger. Med alt fra kreative værksteder og motionstilbud til sociale arrangementer og frivilligt arbejde er der noget for enhver smag, det oplyser Seniorhuset i en meddelelse.

Formålet med dagen er at præsentere husets og foreningernes mange tilbud – og samtidig at tiltrække nye frivillige, der har lyst til at gøre en forskel.

Vi vil gerne invitere jer til at komme og deltage i det åbne hus og møde foreningerne og de mange frivillige, der gør en stor indsats for andre, skriver Seniorhuset i meddelelsen.

Billede fra Åbent hus sidste år på Seniorhuset I.P. Schmidt. Foto: DanmarkC TV

Program for dagen

Foredragssalen

  • 10.15: 6. Juli Garden spiller i gården og i foredragssalen
  • 10.30: Velkomst ved Mary Larsen og David Gulløv
  • 10.45: Ældre Sagen fortæller om deres tilbud
  • 11.15: Sydtrafik informerer om Flextrafik og Rejsekort på app
  • 11.45: Pause
  • 12.15: Sussie fortæller om Seniorhuset
  • 12.30: Foredrag med hjerneforsker Troels W. Kjær: “Det gode seniorliv – sådan får I et langt, indholdsrigt og aktivt liv som seniorer”
  • 14.00: Vinderen af skattejagten trækkes

Hele huset

  • 10.45: Standene åbner. Mød 25 forskellige foreninger og hør om deres tilbud.

Kombilokale A (miniforedrag)

  • 10.45: Ernæringskonsulenterne: “Hvorfor ændrer den ældre krops behov sig?”
  • 11.15: Fredericia Fæstnings Tarokklub: “Sådan spiller man Tarok”
  • 11.45: Hjerteforeningen fortæller om deres aktiviteter

Karnappen

  • 11.00: Mavedans
  • 11.50: Mavedans

Caféen

  • 11.30: Let frokost
  • 12.00: Lungekoret synger