
Den lokale musikfestival ‘Support Our Scene’ fejrer 10-års jubilæum

Hvad der begyndte som en endagsbegivenhed under åben himmel på det gamle containerområde ved havnen, har siden udviklet sig til en anerkendt todages festival for hardcore, punk og metal under Tøjhusets tag
For elleve år siden opstod en ny tradition i Fredericia, da Support Our Scene afholdt deres første festival. Hvad der begyndte som en beskeden endagsbegivenhed på et containerområde ved havnen, har siden udviklet sig til en fasttømret institution i byens kulturliv. I år markerer festivalen sit 10-års jubilæum, og det bliver fejret med et brag af et program, der hylder fortiden og omfavner fremtiden inden for hardcore, punk og metal, oplyser arrangørerne i en pressemeddelelse.
En rejse fra udendørs scene til indenfor Tøjhusets mure
Festivalens udvikling er et vidnesbyrd om et stærkt og vedholdende fællesskab. Fra de tidlige dage under åben himmel har Support Our Scene Fest fundet sit faste hjem under Tøjhusets tag, hvor den nu strækker sig over to intense dage. Missionen har altid været den samme: at støtte og fremvise den tunge ende af musikspektret og give både etablerede og nye bands en scene. Jubilæet vil blive markeret med særlige tiltag og merchandise for at fejre den milepæl, det er at have holdt scenen i live i over et årti.
Og selvfølgelig også med nogle bands, der tidligere har spillet til Support Our Scene Fest, og som nu returnerer til fæstningsbyen. Det gælder hardcorebandet Risk It fra Dresden, Peace of Mind som ligeledes er fra Tyskland, de danske metalstjerner i Baest og de lokale hardcore helte i Lifesick.
Det legendariske punkband The Wad’ers lægger også vejen forbi, selvom det efterhånden er mange år siden, man sidst har kunnet opleve bandet på en scene. De spillede en afsluttende koncert i Fredericia i efteråret 2016, men vender altså tilbage i topform næsten 9 år senere i samme by. The Wad’ers er et Haderslev-band, der spiller punk-numre med både højt tempo og humør, tilsat en politisk kant, og publikum kan glæde sig til et længe ventet genhør med ”Skater Flemming”, ”Nick Speciel” og ”Betal selv”.
I tidligere år har festivalen afspillet sig i “C-byen” på havnen, nu er den rykket indenfor på Tøjhuset. Arkivfotos
Support Our Scene har gennem alle år forsøgt at skabe et program, der dækker bredt, og hvor der derfor også er plads til nye satsninger. I år er det blandt andet Pink Plague, Wolfhead, Intet Godt, Sløvsind og Rap Martin Rap, alle danske bands, som spiller meget forskellige genrer og med inspiration lige fra rap over tung metal, party metal, thrashmetal og hardcore, så der uden tvivl er noget for enhver smag i den tunge ende af musikspektret, skriver arrangørerne.
Hovednavnene i år er Raging Speedhorn fra England, Baest og Lifesick, der sammen med de øvrige bands og de gode hjælpere og støtter omkring festivalen vil sikre, at det bliver en 10 års fejring, der kan mærkes i kroppen, når der lukkes ned lørdag aften.
Billetter kan købes på Tøjhusets hjemmeside.
Festivalen løber fra fredag d. 1. august til lørdag d. 2. august på Tøjhuset i Fredericia.