
Børnenes Jul stifter ny forening
For at kunne hjælpe endnu flere udsatte familier i Fredericia, tager den årlige julehjælpsindsamling, Børnenes Jul, nu skridtet videre og bliver til en officiel forening. Det sker ved en stiftende generalforsamling den 24. juni, hvor alle med et ønske om at hjælpe er velkomne.
Gennem mange år har Børnenes Jul i Fredericia været en fast håndsrækning for 10-20 familier hver jul. Frivillige har sørget for julegaver og julemad til familier, der har det svært. Efterspørgslen på hjælp har dog konstant været større, end hvad initiativet har kunnet håndtere, med langt flere ansøgninger end der har været ressourcer til.
For at imødekomme det stigende behov, tages der nu et nyt skridt. Ved at stifte en forening håber initiativtagerne at kunne samle flere borgere, der ønsker at hjælpe til enten praktisk eller økonomisk.
Håbet er, at en større og mere organiseret indsats på sigt kan føre til flere aktiviteter for udsatte familier i kommunen.
Stiftende generalforsamling for alle
Alle med et ønske om at hjælpe er inviteret til stiftende generalforsamling den 24. juni kl. 19 i Frimurer Logen på Huslodsvej. Her kan man melde sig ind og støtte det gode formål. Det understreges, at alle bidrag tæller, uanset om man har tid til det praktiske arbejde eller ej.
Et medlemskab forventes at koste mellem 200 og 300 kroner om året. Det vigtigste er viljen til at gøre en forskel for andre, som det udtrykkes: “Bare man har et stort hjerte, og har lyst til at hjælpe folk.”
Interesserede kan følge med i arbejdet og se, hvordan man kan støtte, på Facebook-siden “Børnenes Jul i Fredericia”.