Politik

Grundlovsfejring i Fredericia: Her kan du opleve taler og debat

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Grundlovsdag fejres med Folkemøde og debatter i Fredericia

Fredericia er klar til at markere Grundlovsdag, torsdag den 5. juni, med en række arrangementer, der bla. sætter fokus på folkestyre, fremtid og frivillighed. Kulturkasernen danner rammen om Folkemøde Fredericia.

Folkemøde Fredericia søsættes

I Kulturkasernen, Gården, afholdes den første udgave af Folkemøde Fredericia fra kl. 14.00 til 17.30. Arrangementet sigter mod at etablere en lokal platform for debat og udveksling af idéer. Foreninger, interesseorganisationer og græsrodsbevægelser er inviteret til at deltage med stande omkring den grønne plads i kasernens centrum.

Dagens program byder på flere paneldebatter:

  • Kl. 14.15: “Fredericia og folkestyret”
  • Kl. 15.15: “Fredericia og fremtiden”
  • Kl. 16.30: “Fredericia og frivilligheden”

Mellem debatterne er pladsen åben, hvilket giver mulighed for netværk og dialog. Kl. 16.15 vil der være en hovedtaler, og arrangementet afsluttes kl. 17.30 af arrangørerne. Interesserede foreninger kunne tilmelde sig med en stand senest den 1. juni. Arrangørerne bag Folkemøde Fredericia er SF, B, A, LA og C.

Venstres Grundlovsmøde med politiske talere

Venstre i Fredericia afholder ligeledes et grundlovsmøde samme dag, torsdag den 5. juni, med start kl. 11.00 på Gl. Stoustrupvej 50. Mødet indledes med velkomst, flaghejsning og sange, efterfulgt af taler fra flere fremtrædende Venstre-medlemmer.

Blandt talerne er Folketingsmedlem Torsten Schack Pedersen, Europa-Parlamentsmedlem Asger Christensen, samt kommunal- og regionsrådsmedlemmerne Peder Tind og Pernelle Jensen. Folketingskandidat Tobias Jørgensen vil også holde tale.

Efter talerne er der arrangeret fællesspisning. Alle er velkomne til arrangementet.

Enhedslisten demonstrerer for børn i Palæstina

Og så har Enhedslisten en demonstration på programmet på Landsoldatpladsen – den finder sted torsdag den 5. juni kl. 16-17 på Landsoldatpladsen og er åben for alle.

“På gaden for de palæstinensiske børn På Al Naksa-dagen, den 5. juni, afholder Enhedslisten en fredelig og stemningsfuld demonstration i Fredericia til støtte for Palæstinas børn, som i mere end fem årtier har levet under besættelse, blokade og krig.” skriver partiet om demonstrationen i en pressemeddelelse.

Du kan finde mere information om de forskellige arrangementer på partiernes facebooksider. Grafik: DanmarkC TV