
Slaget ved Fredericia mindes: Så er programmet for 6.juli-dagene her

Historisk fejring samler byen – find årets program nederst i artiklen
Programmet for markeringen af Slaget ved Fredericia den 5. og 6. juli 1849 er nu offentliggjort. Igen i år vil byen samles om sin unikke historie gennem en række traditionsrige begivenheder og nye tiltag, der appellerer til alle generationer, det oplyser Fredericia Kommune i en pressemeddelelse idag.
De velkendte traditioner, såsom fakkeltoget den 5. juli om aftenen, kanonsaluteringen den 6. juli om morgenen og processionen senere samme dag, udgør kernen i fejringen. Disse suppleres af familievenlige arrangementer, der skal sikre, at historien gives videre til de yngste borgere.
Børnefamilier kan se frem til børnejazz ved Tøjhuset, børneteater på Rådhuspladsen, kreative workshops på Fredericia Bibliotek og muligheden for at opleve børneliv anno 1849 på Museumsgården Kringsminde, der inviterer til aktiviteter på Rådhuspladsen. Lejrlivet i De Danske Landsoldaters lejr på Volden vil også være et trækplaster.
Tidligere års succeser gentages med Sigurd Barrett, der igen vil fortælle Fredericias historie på Rådhuspladsen. Gardehusarregimentets Hesteskadron deltager ligeledes i markeringen, hvor de vil ride gennem byens gader den 5. og 6. juli og invitere til Åben Stald i Kanalbyen.
Se eller gense Processionen i 2024 her, du kan finde de sidste mange års 6.juli-festligheder på DanmarkC TVs Youtubekanal. Video: DanmarkC TV
Borgmester Christian Bro understreger vigtigheden af at videregive historien:
“Fredericia er en by formet af historien. Og det er vigtigt, at vi gør os umage for at huske vores ophav, og endnu vigtigere er det, at vi giver det videre til de næste generationer. Derfor er det hvert år en stor glæde at se, hvordan forældre og bedsteforældre sammen med familiens yngste tager del i de mange forskellige arrangementer i forbindelse med markeringen af Slaget ved Fredericia den 6. juli 1849.”
6. Juli-Dagene er et stærkt eksempel på fællesskab og samarbejde, organiseret af Fredericia Kommune, 6. Juli Komiteen, Fredericia Shopping og Garnisonen, med bidrag fra Museum Fredericia og lokale frivillige.
“Fællesskab og samarbejde udgør grundstenen i en værdig og succesfuld markering af Slaget ved Fredericia 1849. I 6. Juli Komiteen værdsætter vi dybt det store engagement og den opbakning, som så mange yder. Vores oprigtige tak rettes til alle medvirkende – frivillige, foreninger og musikkorps – hvis indsats gør det muligt at gennemføre årets program i den ånd og tradition, begivenheden fortjener,” udtaler formand for 6. Juli Komiteen, Hans Henrik Hansen.
Garnisonskommandant oberst Henrik Graven Nielsen fremhæver Garnisonens rolle:
“Det er vigtigt for os, at vi kan være med til at holde fast i traditionerne omkring markeringen af Slaget ved Fredericia 5. og 6. juli 1849. For når vi samles om at mindes de historiske begivenheder, er vi også sammen om at ære de danske soldaters indsats – både i dag, gennem historien og for den heroiske indsats for 176 år siden.”
Årets Talere
Traditionen tro vil en række talere bidrage til markeringen:
- Flemming Nielsen, Årets Æresgæst, direktør for Den Danske Naturfond og søn af tidligere borgmester J.B. Nielsen, taler fra balkonen på Meldahls Rådhus den 5. juli om aftenen.
- Den 6. juli taler Anne Sofie Orheim, sognepræst ved Trinitatis Kirke, ved Krigergraven.
- Mona Juul, partiformand for Det Konservative Folkeparti og folketingsmedlem, taler på Landsoldatpladsen.
- Oberst Henrik Graven Nielsen taler for General Bülow fra balkonen på Meldahls Rådhus.
- Borgmester Christian Bro taler for Hans Majestæt Kongen fra balkonen på Meldahls Rådhus.
Klik her og læs mere om 6. Juli-Dagene og find hele årets program