Læserdebat

Skovejerne i Treldeskovene har i generationer plejet skoven – nu fratager fredning dem deres rettigheder

Læserdebat af: Karsten Byrgesen, folketingskandidat for Borgernes Parti

Takken til de mange skovejere i Treldeskovene for gennem generationer at passe og pleje skoven er blevet, at en fredning fratager dem deres rettigheder.

Mange års opbygget frustration over fredningssagen om Treldeskoven er nu inde i den sidste fase. 13. og 14. maj havde Miljø- og Fødevareklagenævnet inviteret til besigtigelse i sagen om fredningen.
Fakta: Trelde Skov er på cirka 600 hektar. Cirka 500 hektar ejes af 50 private skovejere.

På det offentlige møde på Fuglsangcentret d. 14. maj kl. 13:00 havde jeg, som den eneste politiker – prioriteret at deltage.

Fredningsnævnet for Sydjylland, nordlig del, har truffet afgørelse om at gennemføre en fredning af de 642 ha. Danmarks Naturfredningsforening og Fredericia Kommune har rejst fredningssagen navnlig for at sikre områdets naturværdier. Men hvorfor? Treldeskovene er i en fantastisk tilstand, hvor der er en respektfuld balance mellem skovdrift og udbredelse og vækst af skovens flora og fauna.

Skovens ejere har gennem mange generationer taget deres ansvar alvorligt, og der er investeret betydelige kræfter i skovens trivsel. Der er ingen klager eller rynkede bryn over det ansvar, der er taget. Reelt er det det modsatte, altså stor anerkendelse til skovejerne, hvilket gør beslaglæggelsen grotesk.

Nævnet havde arrangeret et fint møde, hvor alle der ønskede det, kunne komme til orde. Det benyttede jeg mig af to gange, hvor jeg særligt pegede på, at der ikke ligger en præmis for fredningen, der kan retfærdiggøre det, som fremmødte kaldte et overgreb.

Det nærmeste som Repræsentanten fra Danmarks Naturfredningsforening (DN) kunne komme en retfærdiggørelse var, at kommende generationer vil skade skovene. Det er en useriøs hypotese, der viser den arrogance, som DN frembruser med. Skovene er inddelt i mange private lodder, men en sjettedel af hele skoven ejes af Den Danske Naturfond, der har købt 100 hektar.

Fredericia Kommune ejer også en del af Skovene. Poul Ejnar Jochumsen, formand for Trelde Skovforening udtaler ”Der har ikke været forudgående offentlig debat. Det er alene Danmarks Naturfredningsforening og Fredericia Kommune, som har ønsket det her. Det er helt vildt, at naturfredningsforeningen uden videre kan gribe så voldsomt ind i private skoves drift”, lyder det.

Jeg er enig, og jeg tilslutter mig hans kompromisforslag om, at fredningen kan omfatte de kommunale og Den Danske naturfonds skovarealer, hvilket jeg anbefalede på mødet.

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv