FREDERICIA

Få snøret løbeskoene: Klovneløb i Madsby støtter Hospitalsklovne

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Lørdag den 24. maj afholdes der Klovneløb i Madsby Legepark i Fredericia. Formålet med løbet er at indsamle midler til Danske Hospitalsklovne, der hver dag spreder glæde for børn på landets hospitaler

Det årlige klovneløb i Madsbyparken er lige på trapperne, og arrangør Kim Stewen var forbi DanmarkC TVs studie for at fortælle mere om løbet.

Danske Hospitalsklovne er en landsdækkende organisation, hvis professionelle klovne besøger børneafdelinger på danske sygehuse.

“Og der kommer de og forsøder dagen med et smil og en sang og lidt leg for alle de her familier og børn,” forklarer Kim Stewen, den lokale arrangør af Klovneløbet i Fredericia. Klovnene tilpasser deres besøg til det enkelte barn, hvad enten det er med ballondyr, sang, spil eller blot en stille stund. Deres arbejde er en vigtig støtte, ikke kun for børnene, men for hele familien i en ofte svær tid.

Alle kan være med i Madsby
Klovneløbet i Fredericia starter kl. 10.00 den 24. maj, med mulighed for at møde op fra kl. 9.00 ved scenen i Madsby Legepark. Der vil være opvarmning med en klovn kl. 9.45. Deltagerne kan vælge mellem en rute på 2,5 km eller 5 km, og ifølge Kim er ruten designet, så “alle kan være med.”

Det betyder, at man kan gå, løbe, kravle, rulle i kørestol eller deltage med barnevogn. Hunde i snor er også velkomne. Tilmelding foregår via klovneløb.dk, hvor man finder Fredericia-løbet. Det koster 80 kroner at deltage, og Kim understreger: “Hos os der går hele beløbet til hospitalsklovnene.”

Omkring 30 frivillige hjælper til på dagen. Udover selve løbet vil der være mulighed for at støtte yderligere ved køb af T-shirts og strikkede klovne, hvor overskuddet også går ubeskåret til Danske Hospitalsklovne. Fredericia Kommune har desuden doneret 4.000 kr., så børn fra mindre bemidlede familier kan deltage gratis. Dette er femte år, Klovneløbet afholdes i Fredericia, og arrangørerne håber på stor opbakning.

Sådan gik det løs til Klovneløbet i Madsbyparken i 2023. Video: DanmarkC TV