
Stor rugbydag for unge i Erritsø: Over 300 børn og unge dystede lørdag

Over 300 børn og unge dystede i weekenden ved årets første store rugbystævne, som blev afholdt hos Erritsø GIF Rugby. Klubber fra hele Danmark samt Sverige deltog i stævnet, der fandt sted lørdag den 26. april.
Fra tidlig formiddag til sen eftermiddag var banerne fyldt med spændende kampe, fællesskab og masser af energi, da spillere i alderen 6 til 18 år dystede i sporten omkring den ovale bold.
Formålet var ikke kun at konkurrere, men også at fremme glæden ved rugby, styrke fællesskabet og give børn og unge en uforglemmelig sportsoplevelse.
Stævnet bød på rugby i aldersklasserne U8, U10, U12, U14, U16 og U18. Den lokale arrangerende klub stillede op med egne hold i U10, U14 og U18. For de yngste i U10 tælles der ikke points, hvilket Erritsø-ungdomstræner Thor Lütje Hansen fremhæver som vigtigt for spilleglæden, skriver klubben.
Det oplyser Erritsø-klubben i en pressemeddelelse.
Flotte lokale resultater
Den arrangerende klub, Erritsø GIF, stillede selv med hold i U10, U14 og U18. I U14 vandt Erritsøs hold to ud af tre kampe, og træner Thomas Juul Rasmussen roste spillernes indsats. I U18 dystede hold fra øst og vest mod hinanden, hvor Erritsø GIF var stærkt repræsenteret på vestholdet.
Det blev en overbevisende sejr til vest på 62-21. U18-træner Morten ’Conny’ Jørgensen var yderst tilfreds:
– Jeg var yderst tilfreds med de unge løvers indsats, udtaler han.
En fantastisk dag
Ungdomsansvarlig i Erritsø GIF Rugby, Jan ’Bubsi’ Nielsen, som koordinerede dagen, udtrykte stor glæde over arrangementet:
– Det var en fantastisk dejlig dag. Tak til alle klubber for en fed og positiv dag med masser af gode kampe, og en hoppeborg til de mindste. Tak til alle dem, som hjalp med at få det hele til at spille. Jeg bliver stolt, hver gang, jeg ser det sammenhold, der er. Alle tager bare fat og får ting til at ske. Af hjertet tak, lyder det fra Jan “Bubsi” Nielsen.
Arrangørerne ser tilbage på en succesfuld dag og ser frem mod næste stævne, der afholdes hos RK Speed i Kastrup.