En psykolog til en vraget politiker – men hvem redder socialpædagogen på bunden af systemet?

læserdebat af Sune Nørgaard Jakobsen, socialpolitisk ordfører for Dansk Folkeparti i Fredericia og folketingskandidat

Søren Gade foreslog for nylig, at politikere, der mister deres plads i Folketinget, bør have adgang til psykologhjælp. Med al respekt: Er det her satire eller virkelighed?

Jeg forstår godt, at det kan gøre ondt at blive vraget. Politik er ikke et job – det er et kald, et livsprojekt, og for mange en identitet. Men lad os lige holde fast i proportionerne her: Mens Gade bekymrer sig om sine kollegaers mentale helbred efter et mistet mandat, sidder frontpersonalet i psykiatrien og på vores botilbud og græder i pauserummet – hvis de da overhovedet har tid til en pause.

For hvem taler egentlig deres sag? Hvor er tilbuddene om psykologhjælp til den socialpædagog, der lige har forsøgt at genoplive en ung mand, som ikke ville leve mere? Hvad med den nattevagt på bostedet, der bliver spyttet i ansigtet, truet og nedværdiget – og bagefter skriver “alt forløb roligt” i rapporten, fordi hun ikke kan overskue endnu en arbejdsskadeanmeldelse, der ikke fører til andet end stilhed?

Læs også

Når politisk løse kanoner køres i stilling, taber demokratiet

Vi har fået vendt hele den sociale virkelighed på hovedet. Vores psykiatri er brudt sammen. Botilbuddene skriger på personale, fordi folk flygter fra arbejdsvilkår, der ville give enhver partileder traumer for livet. Og imens diskuterer vi, om folketingspolitikere, der har haft verdens måske mest privilegerede arbejdsforhold, skal have adgang til gratis psykolog.

Det er som at se en brandmand slukke sit eget bål, mens hele huset står i flammer.

Velfærdens frontpersonale er vores usynlige helte

Læs også

En 3. Lillebæltsforbindelse: SF oplever, at byrådsflertallet i denne sag spiller hasard med miljøet

Når man mister et mandat, får man tre års efterløn. Når man mister sin tro på, at man gør en forskel som pædagog, får man en sygemelding, en førtidspension – eller ingenting. Alt for mange af vores varme hænder er brændt helt ud. Ikke fordi de ikke vil – men fordi de ikke kan mere. Fordi vi som samfund er begyndt at tale mere om stresshåndtering og mental robusthed end om arbejdsforhold, faglig frihed og reel anerkendelse.

Der er ikke noget i vejen med at tale om mental sundhed for politikere. Men når frontpersonalet i psykiatrien og på botilbud hver dag står ansigt til ansigt med mennesker, som samfundet har givet op på – så virker det direkte grotesk, at vi prioriterer støtte til dem, der har mistet en plads i magtens centrum.

Dansk Folkeparti siger det klart: Der skal ryddes op – nedefra

Læs også

Nogen trænger til at kigge sig selv i spejlet i toppen af værdikæden

Som kandidat for Dansk Folkeparti og som en mand med begge ben solidt plantet i det sociale Danmark, hvor virkeligheden ikke bliver pakket ind i spin og pressemeddelelser, siger jeg: Vi starter den psykologhjælp, hvor behovet er størst. Og det er hverken på Christiansborg eller i kommunalbestyrelsernes hvide mødelokaler.

Det er på bostedet i udkanten af byen, hvor pædagogen bliver slået med en stol og møder ind igen dagen efter. Det er på psykiatrisk afdeling, hvor sygeplejersken går alene i nattevagt, fordi der ikke er hænder nok. Og det er hos de socialrådgivere, der hver dag skal lukke ned for deres empati for at kunne leve med, hvad systemet byder de svageste.

Vi skal ikke afskedige vores folkevalgte med en kleenex og en coach. Vi skal give vores frontpersonale den respekt, de rammer og de ressourcer, som politikere i årevis har talt om – uden at levere.

Læs også

Klimaplan eller klimafnidder?

Så kære Søren Gade – det er måske meget menneskeligt at bekymre sig for sine kollegaers ve og vel. Men næste gang du tænker på at bevilge en psykolog, så kig ikke opad. Kig nedad.

Dernede, på samfundets gulv, står nogle mennesker, der har båret os alle – også dig.

Læs også

Mobilitetsplanen - en midtbydræber?