Læserdebat

Kontanthjælpsreformen rammer skævt – også i Fredericia

Læserdebat af: Cecilie Roed Schultz, Byrådsmedlem og spidskandidat for Enhedslisten og Henning, Hartmeyer, Byrådskandidat for Enhedslisten

Regeringens kontanthjælpsreform rammer nu Fredericia. I en netop modtaget opgørelse fra kommunen fremgår det, at cirka halvdelen af borgerne på kontanthjælp vil opleve et fald i ydelsen fra 1. juli. Det er alvorligt. Bag tallene gemmer sig mennesker – eksempelvis børnefamilier og borgere med handicap – som risikerer at miste deres boliger eller blive tvunget til at flytte.

Reformen stiller nu krav om 2,5 års fuldtidsarbejde for at opnå fuld ydelse. Det lyder måske rimeligt, men i praksis rammer det mange, som har været ude af arbejdsmarkedet i årevis – ikke af dovenskab, men fordi de er syge, psykisk sårbare eller har komplekse livsvilkår. Reformen er skruet sådan sammen, at den med ét slag annullerer undtagelser, der før har sikret en vis beskyttelse af disse grupper.

Samtidig bliver systemet mere uigennemskueligt. Vi ser ind i et kludetæppe af midlertidige tillæg, fritidstillæg, særlige regler for medicintilskud og nye satser, som gør det næsten umuligt for borgerne at gennemskue, hvad de har ret til. Det bliver ikke bedre af, at reformen administrativt er så omfattende, at kommunen må bruge halvandet årsværk bare på at implementere den.

Vi anerkender, at nogle vil opleve højere ydelser – det er selvfølgelig positivt. Men når reformen samtidig medfører usikkerhed, utryghed og risiko for boligtab for andre, er det ikke en succes.

Det er Socialdemokratiet, Venstre, SF, Radikale og Moderaterne, der står bag aftalen – og dermed også konsekvenserne.

Enhedslisten ønsker et reelt sikkerhedsnet, der bygger på tillid, ikke mistillid. Vi kæmper for en kontanthjælp, man kan leve af – uanset hvornår man kom til landet, og uanset hvor mange år man har arbejdet. Reformen burde have løftet alle ud af fattigdom – ikke efterladt halvdelen på bunden.

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv