Læserdebat

Replik fra SF: – Sæt solceller langs motorvejen

Læserdebat af: Per A. Moos Laursen, kandidat til byrådsvalget for SF Fredericia

Vi forstår godt, at beboerne i Herslev er stærkt utilfredse med forslaget til den kommende kommuneplan 2025 – 2037, hvor der i retningslinje 5.2.reserveres store arealer omkring Herslev til kommende solcelle anlæg. Sammen med en række andre ændringsforslag i vores høringssvar til kommuneplanen foreslår SF Fredericia, at retningslinjen slettes fra kommuneplanen.

Men vi finder det afgørende at også Fredericia Kommune deltager i den grønne omstilling af energiforsyningen. Derfor foreslår vi tre andre områder i kommunen, hvor placeringen af solcelleparker og evt. vindmøller kan ske uden de gener for beboere, som vil blive resultatet af arealreservationen rundt om Herslev:

Området ved Lyngs Odde nord for motorvejens tilslutning til Den nye Lillebæltsbro reserveres til solceller, og evt. vindmøller der kan placeres på land eller ude i Lillebælt. Et V.E. anlæg her har den positive sideeffekt, at de gamle ammoniaktanke og den udbrændte villa, der nu skæmmer området meget, skal nedrives.

De ubenyttede arealer langs motorvej E20 fra afkørsel 59 i Snoghøj og vestpå indtil udfletningen til E45 og nogle kilometer nordvest på langs E45 reserveres til solcellepark, da der langs disse strækninger kun er tale om erhvervsbyggeri, som er trukket tilbage fra motorvejen.

SF foreslår at arealet langs E20 et passende – og mindst det lovpligtige- stykke – vest for Taulov og om muligt ind i Kolding Kommune reserveret. Dette vil selvfølgeligt kræve en forhandling mellem de to kommuner.

Grundidéen med dette ændringsforslag til kommuneplanen er, at placere solcelleparker langs motorvejsnettet, som man har gjort på Vestfyn og Vestsjælland, så de er til mindst mulig gene for borgerne. Der kan også være andre arealer langs motorveje og overordnede veje i kommunen, som kan anvendes til placeringer af solcelleparker – uden at give store visuelle gener for beboere i nærheden.

SF har indsendt en række kommentarer og ændringsforslag til andre dele af kommuneplanen, som vi vil vende tilbage med nyt om i de kommende par uger.

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv