FREDERICIA

Ny pædagogisk leder til FGU i Fredericia

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Gregers Holm ser frem til at styrke elevernes muligheder

FGU Trekanten i Fredericia får fra 1. august 2025 en ny pædagogisk leder. Det drejer sig om Gregers Holm, der tidligere har været ansat som koordinerende vejleder og afdelingsleder i netop Fredericia.

Ansættelsen sker som led i en større satsning fra FGU Trekanten, der styrker den pædagogiske ledelse på alle deres skoler. Udover Gregers Holm tiltræder fire andre pædagogiske ledere i Vejle, Middelfart og Grindsted.

Det oplyser FGU Trekanten i en pressemeddelelse.

Gregers Holm ser frem til sin nye rolle og de muligheder, den bringer med sig for eleverne i Fredericia. Han udtaler:

– Jeg har været med fra starten af FGU som både lærer og vejleder, hvilket har givet et indgående kendskab til de udfordringer, som det pædagogiske personale står overfor. Jeg håber at kunne være med til at styrke de indsatser, som kan hjælpe eleverne til at lykkes hos os og i fremtiden. Jeg ser bl.a. styrkelse af vores teamsamarbejde som en god mulighed for at kunne understøtte vores elever endnu bedre, siger han.

Sammen med Gregers Holm tiltræder Ronny Lagoni i Grindsted, Tanja Jonstrup i Vejle (Sandagervej), Mogens Mark i Vejle (Boulevarden) og Elizabeth Erbs i Middelfart.

De fem nye pædagogiske ledere skal i samarbejde med uddannelseschefer, lærere og den øvrige ledelse bidrage til at styrke den pædagogiske og didaktiske udvikling på FGU Trekantens skoler.

Ronny Lagoni, Tanja Jonstrup, Mogens Mark, Gregers Holm og Elizabeth Erbs tiltræder d. 1. august 2025 som pædagogiske ledere på skolerne i Vejle, Fredericia, Middelfart og Grindsted. De skal bidrage til at styrke den pædagogiske og didaktiske udvikling i samarbejde med uddannelsescheferne, lærerne og den øvrige ledelse. Foto: FGU Trekanten