
God mad til ældre bør være en selvfølge

Læserdebat af: Kirsten Hassing Nielsen, næstformand Senior og Socialudvalget, Det Konservative Folkeparti
Mad til ældre er en del af kernevelfærden, uanset om det er mad på plejehjem eller mad der leveres hjemme hos de ældre. Maden er en væsentlig del af de ældres livskvalitet, og derfor skal vi selvfølgelig også interessere os for, om de ældre er tilfredse med madkvaliteten og madservicen.
Som næstformand i Senior- og Socialudvalget arbejder jeg for, at vi har gode rammer for ældre i Fredericia, og det er derfor vigtigt, at de ældre oplever en god kvalitet, også når det handler om mad.
Det er ærgerligt at kunne læse artiklen i Fredericia Dagblad søndag den 23. marts, om Ib som ikke er tilfreds med den mad, som leveres. Selvom det er en enkelt person, der giver udtryk for sin oplevelse, og det kan skyldes flere ting, skal det altid tages alvorligt, når borgere giver udtryk for en utilfredshed, og det giver anledning til at kigge generelt på, hvordan madservice og madkvalitet er i Fredericia.
Maden er helt essentiel for de ældre, og den skal være af gode råvarer, smage af noget og være i passende portioner, så ældre oplever en lyst til at spise maden. Måltidet er samtidig et af de højdepunkter, mange ældre ser frem til i løbet af dagen, og måske også noget, man skal nye sammen med andre.
Jeg har for nylig bragt på dagsordenen i Senior- og Socialudvalget, at vi skal arbejde mere med systematiske brugerundersøgelser, så både medarbejdere, ledere og politikere løbende får en tilbagemelding fra de ældre om, hvordan de oplever den ydelse de får fra kommunen eller anden leverandør. Vi skal selvfølgelig også have løbende tilbagemeldinger fra de ældre om, hvordan de oplever maden. Vi har brug for både gode og dårlige oplevelser, for det er jo det, vi skal bruge for at vide, hvad der fungerer godt, og hvordan vi kan gøre tingene bedre.
Derfor giver denne artikel anledning til nysgerrighed i forhold til, hvordan den generelle oplevelse af maden er, hos de ældre i Fredericia, og det næste naturlige skridt vil derfor være, at dette sættes på dagsordenen i Senior- og socialudvalget.
For Det Konservative Folkeparti er det en helt grundlæggende værdi, at vi skaber en god og værdig alderdom, og at vi derfor også sørger for, at de ældre oplever at den mad de får, er af en høj kvalitet.
Rammer for deltagelse i debat: På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv