
Rekordstort pigefodbold-stævne i Fredericia til marts

152 hold samles til Indoor Girls Cup i Fredericia Idrætscenter
Fredericia KFUM er klar til at afholde Indoor Girls Cup, med rekordmange deltagere. Stævnet byder på masser af fodbold, fællesskab og spænding for piger i alderen 11-14 år.
I weekenden den 7. til 9. marts, danner Fredericia Idrætscenter rammen om en kæmpe fodboldbegivenhed, når Fredericia KFUM afholder Indoor Girls Cup 2025 for pigehold. Med hele 152 tilmeldte hold fra hele Danmark, er der tale om en rekordtilmelding.
De mange hold er det maksimale antal, der kan deltage, grundet antallet af baner. Det oplyses i en pressemeddelelse fra KFUM.
Intensivt program og fælles oplevelser
De 152 pigehold, i alderen 11 til 14 år, skal spille fodbold lørdag den 8. marts fra kl. 10:00 til 18:30 og søndag den 9. marts fra kl. 08:00 til 16:00. Stævnet indledes lørdag kl. 09:00 med fælles indløb i hal 1. Alle hold er garanteret minimum 11 kampe, inden stævnet afsluttes med en fælles ceremoni i hal 1.
Omkring 1100 deltagere skal overnatte på fire af byens skoler, hvor de også vil blive bespist fra fredag aften til søndag. I 2024 deltog 136 hold. Kampene dømmes af dommere fra Trekantområdet.
Desuden bidrager frivillige fra KFUM med bespisning og overnatning, mens U13-spillere og forældre hjælper ved tidtagerbordene. Røde Kors vil være til stede for at tage sig af eventuelle småskader.
Fredericia KFUM forventer stor opbakning til stævnet, og Fredericia Idrætscenter forventes at blive fyldt med spillere, ledere, forældre og bedsteforældre.